Det er skæbnens ironi: Samtidig med at millioner af arabere kæmper imod undertrykkelse og diktatur, har erhvervsmanden Asger Aamund været centrum i en dansk sommerdebat om, hvorvidt demokrati nu også er så godt endda. »Hidtil har vi haft et næsten helligt forhold til demokrati. Og det kan man jo godt forstå, når vi ser på vores historie, og indtil nu har de demokratiske lande også haft stor økonomisk fremgang«, har det bl.a. lydt fra Asger Aamund, som imidlertid har fortsat: »Men går vi tilbage til Stauning, var tanken med demokratiet og velfærdsstaten, at de 80 procent stærke skuldre, der var på arbejdsmarkedet, skulle bære byrderne for de 20 procent svage. I dag har folkestyret taget en grotesk drejning, hvor et flertal, der ikke laver noget, kan stemme sig til de penge, der tilhører det mindretal, som arbejder. Konsekvensen er den enorme offentlige sektor og det høje skattetryk, og det gør det svært at få ny vækst«. Det er kun ekstra tankevækkende, at en fremtrædende dansk erhvervsmand fremsætter sådan en kommentar her i tyveåret for Sovjetunionens opløsning, og tyve år efter at vi her i Vesten ordinerede dets primære efterkommer – Rusland – en chokkur, der skulle føre til markedskapitalisme og demokrati. Men tyve år efter den kolde krigs afslutning og opfattelsen af, at kapitalismen og demokratiet var en uomtvistelig sejrherre, er en erhvervsmand som Asger Aamund altså begyndt at tvivle. Det er der to grunde til. Den dobbelte krise Den første er, at kapitalismen er i krise. Store dele af Vesten har gældsat sig så voldsomt, at USA’s status som supermagt er truet, og det europæiske prestigeprojekt euroen er truet på livet. Truslen udstilles af et finansmarked, der hele tider udfordrer svagheder og tester evnen til at rette op på dem. Derfor har vi i den senere tid oplevet voldsom børsuro, der har rystet tilliden til det kapitalistiske system så meget, at selv vores egne politikere er begyndt at overveje at begrænse det. Senest er det sket med forslag om indgreb mod kreditvurderingsinstitutter som det verdensomspændende Standard & Poor’s (S&P) og visse typer af spekulationsprodukter, fordi det har været lettere end at angribe problemets rod: den lange række af tordnende statsunderskud. Den anden årsag er, at det demokratiske system har vist alvorlige mangler på et tidspunkt, hvor der var behov for politisk lederskab og ansvarlighed. I USA var det netop et politisk svigt, der for få uger siden bragte verdens eneste supermagt til kanten af en form for betalingsstandsning, hvilket i sig selv var stærkt medvirkende til, at S&P nedjusterede sin vurdering af USA’s kreditværdighed. I Europa falder og/eller vakler sydeuropæiske regeringer, mens britiske bandeslagsmål har sat fokus på konsekvenserne af en social ulighed, der meget vel kan vokse. For folk som Asger Aamund fører det til den skræmmende konklusion, at demokrati kun fungerer i opgangstider. Den slags budskaber er givet populære i Kina, Rusland og arabiske lande, hvor brutale magthavere lige nu slår hårdt ned på folkekrav om medbestemmelse. Men er det gennemtænkt? Fører det til mere holdbare samfund? Man kunne starte med at spørge i den arabiske verden. Eller at lære af historien ... Men når den slags spørgsmål overhovedet formuleres, bør det også få alarmklokkerne til at bimle hos de politikere, der er afgørende for, at tilliden til demokratiet bevares. Det var det, der gik galt i USA for nylig.