11. september 2001 blev et vendepunkt i historien. Det var den dag for præcis ti år siden, at Osama bin Laden og international terrorisme trådte frem som et nyt fjendebillede for en verden, der ellers lige havde lagt den kolde krig bag sig.
Men fra den dag viklede bin Laden og USA sig også ind i et skæbnefællesskab, der i løbet af ti år har tvunget dem begge i knæ.
For Osama bin Laden skete det helt bogstaveligt 2. maj, da amerikanske specialstyrker afsluttede næsten ti års intens jagt og dræbte ham i et hus i den pakistanske ferieby Abbottabad. Det var en stor symbolsk sejr, som understregede, at al-Qaeda nu er kraftigt svækket – om end det er der endnu og stadig truer med terror.
Men det var i høj grad en betinget succes. USA har betalt så høj en pris for krigen mod Osama bin Laden og hans terror, at det reelt har undermineret USA’s status som verdens eneste supermagt. Og ironisk nok har USA selv været med til at forøge skadevirkningerne af al-Qaedas terror. Den blev nemlig afsæt for ikke bare en, men hele to dyre krige.
Den ene var den nu ti år lange krig i Afghanistan, der havde en klar forbindelse til Osama bin Laden og al-Qaeda: De havde en sikker havn i det dengang Talebanstyrede Afghanistan.
Til gengæld byggede den anden krig, Irakkrigen fra 2003, på en falsk påstand om, at der skulle være en sammenhæng mellem Iraks daværende diktator, Saddam Hussein, al-Qaeda og terrortruslen. Alligevel insisterede USA’s daværende præsident, George W. Bush, på at føre de to krige som ’krige imod terrorisme’.
Det blev dyrt – både for USA og andre. Krig på afbetaling
Flere end 135.000 civile er blevet dræbt i de to krige. Dertil kommer titusinder af dræbte soldater og flere end 600.000 sårede – en del af dem danske.
Rent økonomisk skønner bl.a. den tidligere nobelprismodtager i økonomi, Joseph Stiglitz, at de to krige ender med at have kostet amerikanerne et sted mellem 16.000 og 21.000 milliarder kroner. Og ikke nok med det. Krigene blev også ført som afbetalingskrige, fordi George W. Bush i samme periode forcerede skattelettelser til ikke mindst rige amerikanere og dermed forvandlede betydelige offentlige overskud til massive statsunderskud.
Historien derfra kender vi: USA er havnet i så alvorlige gældsproblemer, at supermagten for få uger siden balancerede på kanten af betalingsstandsning. Det har rystet hele den vestlige økonomi, mens USA selv er havnet i et afhængighedsforhold af kapital fra især Kina. Det var en del af prisen for to såkaldte terrorkrige, som USA ikke ville have råd til i dag.
Men ikke nok med det: Især krigen i Irak svækkede USA’s omdømme i den arabiske verden så alvorligt, at det i høj grad har formindsket den amerikanske indflydelse i en arabisk verden, der lige nu undergår historiske forandringer.
Samtidig ser USA nærmest passivt til, at dets nærmeste allierede i regionen, Israel, er under voksende pres: Fra egyptiske demonstranter, der i går angreb Israels ambassade i Kairo. Og fra et Tyrkiet, der i stigende grad støtter en palæstinensisk side, der til fulde forbereder sig på at udråbe en selvstændig palæstinensisk stat ved FN’s Generalforsamling om et par uger.
Men også USA’s militære autoritet har lidt skade af, at det efter ti års krig ikke er lykkedes at nedkæmpe Taleban og dets sandalkrigere i Afghanistan. Det har man noteret sig i bl.a. Iran og Nordkorea. Impotens
Lægger man alle disse faktorer sammen, står man kort sagt med et langt mere impotent USA end det, Osama bin Laden angreb for ti år siden. Og så har de dyre krige, der svækkede USA, måske ikke engang forbedret dets sikkerhed.
For selv om bin Laden er død og al-Qaeda er svækket, så er terrortruslen der endnu. Og den er tilmed muteret fra de afghanske Tora Bora-bjerge til en ny type ’hjemmedyrkede’ terrorister, der bl.a. i London har angrebet de samfund, de blev født ind i. Derudover har krigen i Afghanistan i høj grad været med til at destabilisere dets atombevæbnede naboland, Pakistan, alt imens ti års krige har givet det præstestyrede Iran mere ro til at udvikle sit atomprogram. Begge dele er to af de kommende års helt store ubekendte. Osama bin Ladens gift
Men Osama bin Laden spredte også en anden gift: Han gav næring til især europæiske nationalister, der efter hans terror udpegede islam og muslimer til et nyt fjendebillede. Og som så en interesse i at opdele verden og hverdagen efter religiøse skel. Flere end en milliard muslimer blev gjort kollektivt ansvarlige for en lille gruppe ekstremisters galskab. For der var vælgere i det. Og hvad gør det så, som forfatteren Charles Kurzman påpeger i sin nye bog ’The Missing Martyrs’, at islamiske terrorister ’kun’ har været skyld i 30-40 af de 140.000 mord, der har fundet sted i USA siden 11. september 2001?
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Redington: Mette Frederiksen ansætter 25 nye ministre. Her får I navnene
-
Han forsvandt ind i sig selv, når han var depressiv, og var en bølle, når han var manisk
-
Republikanere reagerer på Trumps træk: Det sender forkert signal til Putin
-
Snigskytteturisme: Tog velhavende italienere til Bosnien for at skyde på mennesker?
-
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
-
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Løkke går efter økonomisk ministerium til M: »Der er en kæmpe forskel på at sidde på regnemaskinen selv«
Hun lever som professionel jæger: »Det er svært at finde en mand, der er mand nok til mig«
Lyt til artiklenLæst op af Birgitte Kjær
00:00


Vi har lige været vidne til den måske største bedrift nogensinde i løbesporten. Men det er ikke løberen, der stjæler opmærksomheden
Lyt til artiklenLæst op af Anders Legarth Schmidt
00:00
Leder af Marcus Rubin
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
Lyt til artiklenLæst op af Lars Igum Rasmussen
00:00


























