Den hidtidige udenrigsminister Lene Espersen (K) havde denne udlægning, da hun og udviklingsminister Søren Pind (V) i går blev afløst af ikke bare to, men fire ministre fra den nye regering: De har simpelthen indset, at de må være dobbelt så mange til at klare hende og Pinds opgaver. Hendes afløser, udenrigsminister Villy Søvndal (SF), havde dog en anden forklaring: Den nye regering har bare større ambitioner. Sådan blev drilleri og alvor blandet, da Udenrigsministeriet sagde goddag til fire nye ministre, som ud over Villy Søvndal (SF) er handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF), europaminister Nicolai Wammen og udviklingsminister Christian Friis Bach (R). Netop udpegelsen af de fire udenrigspolitiske ministre er noget, der for alvor adskiller den nye fra den tidligere regering. Politisk er der lagt op til en blanding af gammelt og nyt. Danmark vil eksempelvis fortsat føre en ’aktivistisk udenrigspolitik’ og kan stadigvæk gå i krig uden FN-mandat. Men hvor den tidligere regering gik ind i den dybt kontroversielle Irakkrig på et spinkelt folketingsflertal, kræver den nye regering opbakning fra mindst to tredjedele af Folketinget. I en tid med massiv udflytning af danske arbejdspladser fastholder den nye regering også et øget fokus på eksporten til de store vækstlande Brasilien, Rusland, Indien og Kina. Det nye er, at det gøres til et selvstændigt ministerområde, hvilket signalerer en opprioritering. Spørgsmålet er dog, hvad det indebærer. I Udenrigsministeriet i går spekulerede embedsfolket ivrigt på, om det også betyder aflysning af besparelser for over 200 millioner kroner, som den tidligere regering krævede det næste par år. Store ubekendte
Men det er ikke den eneste ubekendte: I regeringsgrundlaget står, at den ny regering vil kritisere lande, der krænker menneskerettighederne. Men netop Kina har før vist, at man ikke skal regne med både at kunne eksportere og kritisere. Og hvad gør man så? Danmark skal næppe regne med, at man kan smyge sig uden om dette dilemma med en rollefordeling, hvor udenrigsminister Søvndal kritiserer, mens samhandelsminister Olsen Dyhr eksporterer. Udpegelsen af en decideret europaminister er også ny og har både et politisk og et praktisk aspekt. Det praktiske er, at Danmark overtager EU-formandskabet fra nytår, hvilket meget hurtigt i sig selv kan lægge beslag på en hel minister, som bl.a. skal stå for forbindelsen med det stadig mere magtfulde Europaparlament. Politisk signalerer det en mere EU-venlig kurs, som underbygges af, at den nye regering dels aflyser opførelsen af nye fysiske kontrolanlæg ved grænsen, dels lægger op til et opgør med to af Danmarks EU-forbehold – forsvarsforbeholdet og (delvis) det retlige forbehold. Sidstnævnte gjorde VK-regeringen dog også, uden at der skete mere ved det. Også den nye regering vil veje folkestemningen grundigt, før den udskriver folkeafstemning.