Vi hører om krig. Om bomber. Om døde. Om sårede. Om alskens ulykker. For den slags optager af helt indlysende grunde sindene her i Afghanistan. Selvfølgelig gør det det. I den seneste udgave af den engelsksprogede avis Kabul Times kan man på side tre læse en spalte med små notitser – for mere kan den slags ikke længere trække – med overskrifer som: »Landmine dræber tre i Khost«. »Mortérangreb i Kuna«. »Eksplosion i Kandahar«. Den dari- og pashtosprogede avis Hewad’s seneste udgave har viet stort set samtlige sine fire sider til sprgsmål om sikkerhed og det kommende afghanske præsidentvalg. På sidste side er der dog et par notitser om fyringen af tre dommere samt oplysningen om, at regeringen sammen med Kabul Bank har skaffet hjælp til 358 tiggere i Kabul. Ellers er det sikkerhed, død, og valg… Men Afghanistan har også et andet ansigt. Et nyt ansigt, som man først og fremmest ser og mærker i hovedstaden Kabul. Allerede få minutter fra landingsbanen i Kabuls nye, japansk byggede internationale lufthavn ser man nemlig de første tegn på, at de moderne tider er på vej ind over Afghanistan: Nemlig en række enorme plakater for mobiltelefoner. De er over alt. I byen. Og i aviserne i Kabul, hvor de blander sig med nyhederne om dagens ofte lange række af dræbte og sårede rundt om i Afghanistan. Nogle kombinerer tilbud om mobiltelefoner med lotterier, hvor nye kunder kan vinde en mindre formue. Men mobiltelefonerne er kun en del af de nye tider. Forleden blev jeg inviteret til frokost hos guvernøren i Paktia-provinsen, der ligger tæt på den mere ustyrlige del af Nordpakistan og ikke så langt fra de Tora Bora-bjerge, hvor Osama bin Laden en gang gemte sig. Det er et dybt konservativt område, hvor ældreråd, religiøse ledere og repræsentanter for de forskellige stammer har det store ord at skulle have sagt i forhold til den lokale dagligdag. En amerikansk officer, der arbejder med genopbygning i provinsen, fortalte, at han for at kunne agere nogenlunde glat har været nødt til at opbygge et godt forhold til omkring 100 af den slags repræsentanter, de fleste fra provinsens mest indflydelsesrige stammer. Nogle af dem var med til frokosten hos guvernøren. Der var en højtstående mullah og rådgier for præsident Karzai, et lokalt (kvindeligt) parlamentsmedlem, en senator og andre notabiliteter. I anledning af åbningen af et amerikanskstøttet vejbyggeri, der vil forbinde byen Gardez med Pakistan, var guvernøren iført sit stiveste puds: Fin hvid kjortel og en fornem turban med en gevaldig guldsløjfe. Vi sad på gulvet. Maden blev sat på en voksdug, og en barfodet tjener gik rundt mellem fade og glas og skænkede te op fra en stor blikkedel. De lokale ledere med bare fødder og ligeledes iført diverse udgaver af hvide kjortler. Vi diskuterede – naturligvis – hvordan man kan sikre fred og stabilitet i området. Senatoren, Bakhtar Aminzai, holdt et følelsesladet indlæg om, hvordan han håbede, at de udenlandske styrker i landet ville give plads til en afghansk fredsdialog. Krig kan ikke løse Afghanistans problemer, påpegede han og henviste til forsøget på at skabe dialog i den såkaldte freds-jirga med alskens stammeldere, religiøse ledere, ældre osv., hvori han selv deltager. Og så kom det så: »Men det kan du læse mere om, hvis du googler os på internettet«. Den lader vi stå et øjeblik… I et læserbrev i den engelsksprogede avis Outlook klager Haider Haroon fra Kabul over det, han kalder ’Kabuls trafikproblem’. Han beder så mindeligt om, at myndighederne sætter ind over for tre ting: Forurenende køretøjer, manglende trafikregler og korrupte myndigheder, der mod bestikkelse udsteder kørekort til afghanere, der ikke har begreb om hverken færdselsregler eller bilkørsel. Der er langt til virkeligheden i Tora Bora-bjergene. I første omgang især i Kabul, men dog. Og hvad med annoncen i avisen Armanemili, hvor Kabul Bank forsøger at tiltrække nye indskud fra spareglade afghanere med et lotteri - en slags gevinstopsparing: Sæt pengene hos os, og du deltager i lotteriet om en lejlighed i et kommende moderne højhusbyggeri. Og hvor vil jeg så hen med alt det? I første omgang blot at påpege, at der også er et andet Afghanistan end det, vi mest hører, læser og skriver om. Et Afghanistan, der mindre end ti år efter Talebans forsøg på at føre landet tilbage mod Middelalderen er begyndt at tale i mobiler, spille om ejerlejligheder og kommunikere om stammeforhold på internettet. Michael Jarlner er inviteret til Afghanistan af den amerikanke regering og rejser rundt med det amerikanske militær.