Det var tænkt som et forsøg på at opdatere juletraditionerne, da bystyret i EU-hovedstaden Bruxelles i år opstillede en slags kubistisk juletræ på den gamle Grand Place. Men det faldt ikke ubetinget i god jord. Der var dem, der mente, at det simpelthen var for brutalt sådan lige at afskaffe det gode gamle juletræ af gran til fordel for en avantgarde-juleinstallation. Men der var også dem, der så det som et knæfald for multikulturalismen, en regulær trussel mod belgisk kultur. »Hvad bliver det næste? At vi forbyder påskeæg, fordi det ellers kunne minde os om påsken?«, fnøs den flamske kristendemokrat Bianca Debaets. Over 12.000 skrev under på et krav om 'respekt for vores værdier og traditioner': »Efter at man har forbudt svinekød i skolen og ændret navnet på Julemarkedet til Vintersjov, kræver vi nu større respekt for vores værdier og traditioner«, lød en vred kommentar. LÆS OGSÅRend os i (nogle af) juletraditionerne Det venstresnoede bystyre forsikrede, at der på ingen måde lå skjulte religiøse eller multikulturelle motiver bag det kubistiske juletræ. Det var blot et forsøg på at modernisere traditionen, og bystyret opstillede skam også i år den traditionelle Jesuskrybbe.
Men sindene kogte allerede i Bruxelles, hvor hver femte nu er muslim. I sidste måned blev to politikere fra en muslimsk liste, der har sagt, at de måske en dag vil kræve folkeafstemning om at indføre sharia i Belgien, valgt ind i byrådet. En gruppe radikale muslimer nedsatte allerede i september sidste år en selvbestaltet shariadomstol i havnebyen Antwerpen. Den gav sig selv lov til at afgøre tvister i familie- og arvesager. Gruppens hjemmeside blev siden lukket af myndighederne. Men mere kan være på vej. I hvert fald skriver sociologen Felice Dassetto i en ny bog fra Det Katolske Universitet i Leuven, at der vil være muslimsk flertal i Bruxelles i 2030 (i hele Belgien er seks procent muslimer). Siden 2008 har det populæreste drengenavn til nyfødte været Mohammed i Bruxelles, hvor Felice Dassetto også ser flere og flere muslimske symboler i form af minareter, moskeer og kvinder med slør og tørklæder. Så nogle er bekymrede. Og når så også juletræet pludselig bliver omdannet til et kubistisk lysshow, ja så behøver man ikke tage længere væk end til Kokkedal for at se, hvilke følelser den slags kan udløse. I det kristne ugeskrift La Vie argumenterer den fransktalende centrum-højre-politiker Olivier Mangain for, at tiden er inde til at skrive sekularismen - adskillelsen mellem stat og religion - ind i den belgiske forfatning. Dermed kan man sikre sig imod, at grundlæggende frihedsrettigheder som ligestilling mellem kønnene underløbes af religiøse grupper.



























