Aldrig før har det været så kompliceret at have magt! Konklusionen står tindrende klar, når det verdensomspændende britiske sikkerhedsfirma Control Risks sammenfatter sin vurdering af 2012 og sine forventninger til 2013: Aldrig før har verden været så kompliceret som nu. Aldrig før har det været mere kompliceret at have magt – og forsøge at skaffe sig kontrol over tingene. »Globaliseringen og politiske forandringer har gjort det meget lettere at få fat på ting, der engang virkede som fjerne drømme. Men de har også skabt en hidtil uset kompleksitet og uforudsigelighed, der har gjort det sværere at styre lande – og virksomheder – end nogensinde før«, skriver topchefen i Global Risks, Richard Fenning, i firmaets nye ’Risk Map’. Han konkluderer, at forandringerne og dette tab af kontrol også kræver en anden slags ledere end tidligere: »Succes kræver en ny type af fleksible og kriseorienterede ledere«. Den britiske rapport er i høj grad påvirket af et 2012, der vil skrive sig ind i historien som endnu et år, hvor etablerede politikere og erhvervsfolk fortsatte deres desperate kamp for at få kontrol over verden, der på mange distancer var ... ude af kontrol. Arabisk dødskrampe I den arabiske verden fortsatte opstandene mod diktatorer og herskere, der indtil for nylig var urørlige og havde styr på tingene. Syriens præsident, Assad, befinder sig lige nu i en politisk dødskrampe, der tilsyneladende hindrer ham i at se, at han er færdig. Spørgsmålet er ikke længere, om han falder, men hvornår han falder. Men den politiske dødskrampe er uforudsigelig. Assad og hans mænd har besluttet sig for at kæmpe til det sidste, hvilket har udviklet sig til en regulær borgerkrig med mindst 40.000 døde, endnu flere sårede og gigantiske flygtningestrømme. Samtidig omfatter oprøret imod regimet et virvar af grupper, der spænder fra moderate politiske modstandere til sekulære afhoppede officerer, salafister og ekstremister, der ligefrem i et tilfælde – oprørsgruppen al-Nusrah – er endt på USA’s terrorliste. Mens syriske islamister forsyner sig med våben og penge fra åndsfæller i arabiske lande som Saudi-Arabien og Qatar, forsøger Vesten at skaffe sig et troværdigt alternativ, som man kan støtte. Ligesom i Libyen, hvor man gennem et tryghedsskabende oprørsråd forsøgte at få en vis kontrol med tingene. Det har man – endnu – ikke i Syrien, selv om USA og det øvrige Vesten med al magt har forsøgt at banke en troværdig opposition sammen under den tidligere imam Muaz al-Khatib, som den britiske avis The Guardian har beskrevet som moderat. Andre har hæftet sig ved hans ry for tidligere at have udtrykt klare antivestlige og antiisraelske holdninger. Men i et oprør uden kontrol er han lige nu Vestens bedste håb: Måske Muaz al-Khatib er manden, der kan forene moderate og islamister. For ellers ... ja, så har vi stadig ingen kontrol. Det har vi for så vidt heller ikke i Tunesien og Egypten, hvor de arabiske opstande har forstødt usympatiske - men dog mere forudsigelige og kontrollerbare - diktatorer som Ben Ali og Hosni Mubarak. Vesten er fanget i et dilemma mellem begejstring og dyb bekymring: På den ene side hylder de vestlige ledere demokratiet. På den anden side har de nye demokrater bragt ledere til magten, der gør Mellemøsten endnu vanskeligere at kontrollere. Også selv om USA’s præsident, Obama, angiveligt følte sig veltilpas med Egyptens nye præsident Morsi, der kommer fra Det Muslimske Broderskab og dermed er åndeligt beslægtet med den palæstinensiske Hamasbevægelse, som USA opfatter som en terrorbevægelse. Men Morsi kunne dog genskabe en følelse af en vis amerikansk kontrol med tingene: Han var i stand til at tøjle Hamas, efter at den islamistiske palæstinensiske bevægelse i november havde sendt den ene raket efter den anden mod Israel, der traditionen tro svarede mange gange – og mange gange blodigere – igen. Prisen var blot, at USA sendte flere penge – og i øvrigt viste verden, at supermagten opfatter Morsi som en central spiller i et aldrig helt forudsigeligt Mellemøsten. Men som Richard Fenning fra Global Risks jo siger: »Succes kræver en ny type af fleksible og kriseorienterede ledere«. Demokrati eller euro? Det kan vi tale med om i Europa. Her fortsatte mere og mere pressede europæiske politikere deres styrkeprøve med et ansigtsløst, men magtfuldt finansmarked om noget så centralt i nyere europæisk historie som euroens skæbne. Det blev i sin tid søsat som – undskyld udtrykket – kronen på værket i et europæisk projekt, der skulle afstive freden og demokratiet i et Europa, hvor der så sent som i 1970’erne var diktatur og juntastyre i Spanien, Portugal og Grækenland. Det er skæbnens ironi, at netop de seneste års eurokrise skabte så stor mistillid til selv samme demokrati, at kriseramte lande som Italien og Grækenland indsatte teknokratregeringer under ledelse af henholdsvis ’Super Mario’ (Mario Monti) og Lucas Papademos. »Italien blev sikret midlertidig stabilitet, da man suspenderede partipolitikken«, konstaterede Christopher Bicherton fra det franske eliteuniversitet Sciences Po for nylig i Le Monde Diplomatique. Han påpeger, at man i Spanien, Grækenland og Irland kom rundt om de sædvanlige politiske processer ved at lade nationale og europæiske embedsfolk forhandle krisepakker. I Portugal overlod man tilsvarende forhandlinger til en overgangsregering, hvis upopulære krisetiltag den senere folkevalgte regeringsleder Pedro Passos Coelho så kunne erklære sig bundet af, da han overtog regeringsmagten i juni 2012. Ironisk nok var det først, da situationen i Italien igen lod sig normalisere, at panikken atter begyndte at brede sig. Det skete, da den flamboyante Silvio Berlusconis parti trak sin støtte til Montis teknokratregering og den ukontrollerbare Silvio Berlusconi meldte sit comeback ved det valg, der nu snart skal finde sted i Italien. »Krisen i eurozonen er kun blevet inddæmmet gennem en suspension af politikken – en kurs, som Montis tilbagetræden synes at have vendt«, bemærker Christopher Bicherton. Tilbage er usikkerheden: Vil italienerne stemme på Monti og en ny teknokratregering? Eller foretrækker de populisten og komikeren Beppe Grillo og hans Fem Stjerner-bevægelse, der mere end noget andet er et opgør med de etablerede politiske partier. »På den måde er Italien et mikrokosmos i en større trend i de europæiske samfund«, mener Bicherton: »Tilbagegangen for de etablerede partier og fremgangen for teknokratiske og populistiske alternativer synes at være et ledespor i den måde, hvorpå den økonomiske krise har ændret det sociale og politiske liv i Europa«. Men eurokrisen er stadig ikke under fuld kontrol. Den værste krise synes inddæmmet, og de europæiske regeringer har lige nu taget teten i opgøret med ’markedet’. Men det kan hurtigt vende. Det handler om tillid til, at der er kontrol over tingene. Gældsbomberne tikker lige under os ... Kinesisk roulette Men så er der kontrol over tingene i Kina, ik’? Man aner næsten altid en blanding af ærefrygt for det kinesiske og nedladenhed over for det altid kortsynede vestlige demokrati, når alskens sinologer skal forklare, hvorfor det går så godt i Kina. Hvis det altså gør det ... og fortsætter med at gøre det. Så længe alting vokser, er risikoen for, at uforudsete lig pludselig vælter ud af skabene i det svært gennemskuelige kinesiske banksystem, måske ikke så voldsom. Men hvad så når væksten engang begynder at aftage? Der kan være kort fra storhed til fald. Spørg bare i det engang så velrenommerede amerikanske finanshus Lehman Brothers, hvis krak i 2008 blev udløseren for den finanskrise, vi fortsat sloges med i 2012. Og vil slås med i 2013. Kina er måske ikke helt så stabilt, som vi går og tror. I hvert fald har de seneste måneder afsløret, at end ikke den ellers så kontrollerede og kontrollerende kinesiske magtelite kunne hindre den ene politiske skandale efter den anden i at eksplodere op til det gennemgribende magtskifte, der blev indledt ved den 18. kongres i Kinas Kommunistparti. Lige nu overtager en ny generation, den femte af slagsen, ledelsen over verdens næststørste – og snart allerstørste – økonomi og CO2-udleder. Først faldt kæmpebyen Chongqings fremadstormende partispids Bo Xilai i en celeber korruptions- og mordsag, hvor hans hustru indtil videre er dømt for mord på en britisk forretningsmand. Så var den venstreorienterede Bo Xilai også færdig og blev hældt ud, få måneder før at han formentlig ville være blevet optaget i det regerende kommunistpartis mest eksklusive inderkreds, ’den stående komité’, med blot syv medlemmer. Dernæst måtte Ling Jihua, toprådgiver for Kinas afgående præsident, Hu Jintao, og kandidat til en fornem plads i det kinesiske kommunistpartis politbureau, træde tilbage i efteråret, efter at han gennem et halvt år havde forsøgt at skjule, at hans 23-årige søn havde været involveret i en dødelig trafikulykke, der både involverede en Ferrari og et par kvinder. Og siden fulgte så den amerikanske avis The New York Times’ afsløring i oktober af, at ministerpræsident Wen Jiabao, hans 90-årige mor (tidligere skolelærer) og øvrige familie har ophobet en familieformue på omkring 1 milliard kroner. Tilsammen viste det en bundkorrupt kinesisk magtelite, der har raget enorme formuer til sig, og som hidtil har haft held med det. Men tingene kom ud af kontrol. De eksploderede. De kostede to fremtrædende politikere deres karrierer og fik – formentlig – også indflydelse på den senere sammensætning af den eksklusive lille kreds af ledere i kommunistpartiets stående komité, der over de næste ti år skal holde sammen på et stadig mere socialt skævvredet og miljømæssigt udfordret Kina. Og de viste, at Kinas ledere med censur og meningskontrol kun kan kontrollere begivenhederne til en vis grad. Tik ... tik ... Det samme kan siges om politikerne i USA. Demokratiets veje er uransagelige, og måske var det blot et par fatale fejltrin, der kostede republikaneren Mitt Romney præsidentembedet. Eller måske var det fornemmelsen af, at han end ikke kontrollerede sit eget Republikanske Parti, der er splittet mellem midtsøgende konservative og rabiate Tea Party-folk. I hvert fald tabte han dette års præsidentvalg til Barack Obama, der imidlertid fortsat må arbejde med en splittet og uforudsigelig Kongres på et tidspunkt, hvor også USA trues af en tikkende gældsbombe. Præcis den politiske uforudsigelighed var årsag til, at kreditvurderingsbureauet Standard & Poor’s sænkede sin vurdering af den amerikanske kreditværdighed. Ikke katastrofalt måske, men dog et signal om, at ’markedet’, finansfolket, har behov for en følelse af, at nogen har kontrol over tingene. Det har de amerikanske politikere ikke haft. De har tværtimod været så optaget af politiske skyttegravskrige, at en bitter strid om et teknisk gældsloft for nogen tid siden bragte USA til randen af betalingsstandsning. Nu forsøger politikerne at genvinde kontrollen. Alt imens gældsbomben tikker. Og kort tid efter at orkanen Sandy for nogle måneder siden blotlagde en helt anden sårbarhed: at ikke bare fattige områder i Haiti, Cuba, Bangladesh og Myanmar er sårbare over for naturkatastrofer. New York, verdens mest beundrede by i et af verdens mest avancerede og veludviklede lande, var ligeledes sårbar, da Sandy pludselig kom forbi op til det amerikanske valg. Verdens eneste supermagt tabte ganske enkelt kontrollen. Og den forsøgte ikke engang at genvinde lidt af den, da repræsentanter fra hele verden for et par uger siden var samlet til endnu et FN-klimatopmøde, hvor ambitionen om at redde verden fra sig selv igen endte med små hop på stedet. Det var symptomatisk for året, der gik. Og for den tid, der kommer. Forude venter en verden, hvor magtforholdene – og dermed kampen om kontrol – bliver endnu mere komplicerede, efterhånden som nye stormagter og nye magtcentre skyder op. Læs blot hvad USA’s efterretningstjenester skriver i deres nye fælles rapport Global Trends om verden frem mod år 2030: »Forskydningen af magt mellem landene kan blive overskygget af en endnu mere gennemgribende forandring af selve magtens natur. I kraft af kommunikationsteknologier vil magten gå i retning af mangefacetterede og svært gennemskuelige netværk, der vil opstå for at kunne påvirke statslige og globale handlinger«. Aldrig før har det været så kompliceret at have magt ... Tilsammen viste det en bundkorrupt kinesisk magtelite, der har raget enorme formuer til sig, og som hidtil har haft held med det. Men tingene kom ud af kontrol. De eksploderede Syriens præsident, Assad, befinder sig lige nu i en politisk dødskrampe, der tilsyneladende hindrer ham i at se, at han er færdig