Der er dem, der taler om en værdikamp.
Andre hæver stemmen endnu mere: De taler om et grønlandsk valg, der - også set med danske briller - er det mest spændende i mange år, fordi det mere og mere har antaget karakter af en folkeafstemning for eller imod mere uafhængighed af Danmark.
Det er tirsdagens valg til det grønlandske landsting, Inatsisartut, vi taler om. Og vi taler om et valg, der tegner til at blive en sand gyser.
LÆS OGSÅ
Ifølge meningsmålingerne vil blot et enkelt mandat skille de to største partier, nemlig det socialdemokratiske Siumut og det nuværende regeringsparti og mere SF-inspirerede Inuit Ataqatigiit (IA), der står til henholdsvis 12 og 13 af de 31 pladser, der skal stemmes om.
Men målingerne er usikre. Hver fjerde vælger har ikke besluttet sig endnu, skrev avisen Sermitsiaq i går, så alt kan ske. Der vil i den grad blive bidt negle i Nuuk og omegn. Men også i København.
Det er nemlig et valg, der i stor stil angår Danmarks og Grønlands forhold til et rigsfællesskab, som Danmark først for nylig er begyndt at tage rigtig alvorligt. Det er sket, i takt med at ikke mindst amerikanske og kinesiske aktører har udvist en hastigt voksende interesse for den grønlandske undergrund.
LÆS OGSÅ
Og i takt med at det - langsomt - er begyndt at gå op for også danske politikere, at Grønland ikke bare er af stor strategisk interesse for stormagter som USA, Kina og Rusland, men også at Danmark hurtigt kan risikere at komme i klemme.
De, der kommer med pengene, får også en del af magten. Det var den såkaldte storskalalov, der netop er blevet vedtaget, og som åbner for import af billig udenlandsk arbejdskraft, et lille eksempel på.
Loven kommer således efter krav fra den amerikanske aluminiumsgigant Alcoa, der stillede adgang til billig arbejdskraft fra eksempelvis Kina eller Østeuropa som betingelse for store investeringer. Siden har store kinesiske interesser ytret samme interesse.
På fallittens rand
Storskalaloven har da også været et af de store emner i den grønlandske valgkamp. Men hvor man i Danmark aner tiltagende bekymring for udsigten til en stor minoritet af for eksempel kinesiske arbejdere i så strategisk vigtigt et område, så er perspektivet helt anderledes i Grønland.
Her har det handlet om at undgå social dumping, om de miljømæssige konsekvenser og om at undgå at blive snydt. Men det har ikke handlet om, hvorvidt det var en god ide at sikre kapital udefra, for den opgave er bundet. Af én simpel grund: Grønland fattes penge! Og det big time.
For ganske vist har selvstyret en nettoformue, der ifølge Det Økonomiske Råd for Grønland stiller det »bedre end de fleste lande, især de lande, der aktuelt befinder sig i en statsgældskrise«. Men på lidt længere sigt er der store uløste problemer i en økonomi, der senest er gået i krampe over et faldende rejefiskeri.
LÆS OGSÅ
Når man dertil lægger, at antallet af ældre i de kommende år vil stige ’mærkbart’ i forhold til antallet af erhvervsaktive, ja så kan det hurtigt gå helt skævt:
»Med uændret politik vil der opstå en systematisk forskel mellem indtægter og udgifter, der i gennemsnit vil svare til omkring 1 milliard kroner hvert år frem mod 2040«, skriver Det Økonomiske Råd i sin rapport for 2012.
Det er store tal i et samfund med færre end 57.000 indbyggere, og derfor tilføjer rapporten da også denne ildevarslende konklusion: »Et sådant forløb er ikke holdbart, og der er derfor behov for reformer for at sikre velfærdssamfundets finansielle grundlag«.
De grønlandske politikere har groft sagt tre valg: De kan sætte landet på en økonomisk hestekur, der vil give mindelser om græske og spanske sparekure. De kan bede Danmark om flere penge. Eller de kan skaffe sig nye indtægter, blandt andet fra udvinding af råstoffer.
De står kort sagt med ryggen mod muren, men har ikke svært ved at vælge den foretrukne vej: at sætte fuld fart på en udvinding af råstoffer, der på en og samme tid kan redde den grønlandske velfærdsmodel og fortsætte Grønlands kurs mod øget selvstændighed.
Derfor skal der bruges penge udefra. Og derfor skaber det irritation, når fremtrædende danske politikere som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) beder om »en timeout« for lige at vende skråen en ekstra gang. Grønland har ikke tiden.
Oveni har mange heller ikke den store tålmodighed med en gammel kolonimagt, der for mange at se har optrådt arrogant, ligegyldigt og med en irriterende forventning om, at grønlænderne optræder ydmygt og taknemligt over for det bloktilskud på cirka 3 milliarder kroner, som det hvert år får fra Danmark.
Ud med dansk!
Irritationen har næret en grønlandsk nationalisme, hvor partierne kæmper om at være mest vidtgående i deres forestillinger om, hvor hurtigt de vil - og kan - gøre sig fri af Danmark.
Mange har indset, at de med en befolkning på under 57.000 og en elendig økonomi er langt fra fuld selvstændighed.
Nogle mener endda, at befolkningen simpelthen er for lille til nogensinde at kunne overleve som selvstændig stat med eget forsvar, retsvæsen og velfærdsnet. Men længslen er stor. Også så stor, at det mest nationalistiske parti af dem alle, Partii Inuit (Grønlændernes Parti), kan ende som tungen på vægtskålen efter valget på tirsdag.
LÆS OGSÅ
Partiets kandidater nægter pure at tale dansk. For nylig udeblev de fra et valgmøde i Nuuk, fordi det skulle foregå på dansk.
Og i en debat på Grønlands Radio (KNR) forleden kom et af dets kandidater, Lars Mathæussen, med denne svada mod det danske sprog og danske embedsfolk, der i de senere år har stået bag diverse kommissionsrapporter om blandt andet velfærds-, skatte- og transportområdet.
»Det er på tide, at vores dygtige grønlandsksprogede embedsmænd begynder at lave rapporter om os her i Grønland. Vi kan ikke blive ved med at bruge danskere, for vi kan altså ikke altid forstå, hvad de mener og skriver«.
Sådan lyder værdikamp på grønlandsk.
fortsæt med at læse
