Kalder man til opstand på grund af 60 øre?
Det var den tyske avis Süddeutsche Zeitung, der i går stillede spørgsmålet, alt imens hundredtusinder af brasilianere igen i aftes strømmede ud i gaderne for at demonstrere imod regeringen. Ifølge den brasilianske avis O Globo var der protester i 80 forskellige byer, størst i storbyerne Rio, Sao Paulo og Brasilia.
Tændsatsen var en forhøjelse af prisen på en busbillet med netop 60 øre: fra 7,90 kroner til 8,50 kroner.
Skulle det være nok til en folkelig opstand?
Svaret er nej. Derfor stoppede det heller ikke protesterne, da myndighederne i kæmpebyerne Rio de Janeiro og Sao Paulo trak de varslede prisforhøjelser på metro- og busbilletter tilbage.
»Det handler ikke rigtigt om prisen længere«, forklarede den 18-årige studerende Camila Sena i Rio de Janeiros søsterby, Niteroi: » Folk er trætte af systemet. Så trætte, at de nu kræver forandring«.
LÆS OGSÅ Krisemøde i Brasilien efter angreb på udenrigsministeriet i nat
I Sao Paulo har folk stået med skilte, der henviste til de omfattende protester, der netop er skyllet hen over Tyrkiet: »Billetpriserne er vores Taksim Plads«.
I Tyrkiet var det byggeplaner for den populære folkepark Gezi, der var den udløsende faktor, fordi de blev set som et bevis for, at politikerne var mere optagede af at tænke på penge og vækst end på at tænke på menneskers velvære. Derfor bredte protesterne sig til andre byer, og folk, der måske aldrig nogensinde vil sætte deres ben i parken, gik med.
Millioner bruges på VM i fodbold og OL
I Brasilien handler protesterne om noget tilsvarende. Om en befolkning, der kan se sin regering kaste milliarder af kroner efter prestige og stadionbyggerier op til næste års VM i fodbold i Brasilien, alt imens de selv er omgivet af en offentlig sektor, der ikke fungerer.
På den måde er det ikke de fattiges opstand. Det er i høj grad en middelklasseopstand.
I både Tyrkiet og Brasilien udgår protesterne således fra befolkningsgrupper, der vil have mere end blot økonomisk fremgang. De anerkender, at millioner af mennesker er blevet løftet ud af fattigdom. I Brasilien taler vi om 36 millioner, der er blevet løftet ud af fattigdom siden 2003. Hvor det i 2005 var omkring hver tredje (31 pct.), der levede under den officielle fattigdomsgrænse, så var det kun 21 procent i 2009.
Både Tyrkiet og Brasilien er også vækstøkonomier, selv om væksten er aftaget. Hvor de tre BRIK-lande, Brasilien, Kina og Indien, fyldte 10 procent af verdensøkonomien i 1950, så vil andelen i 2050 være 40 procent. Det går kort sagt hurtigt.
Men væksten er ujævnt fordelt. Og demonstranterne vil mere end blot overleve. De vil leve et ordentligt liv. De vil have mere del i væksten.
Et af verdens mest ulige lande
I Brasilien kan de til fulde se på en social ulighed, der er blandt verdens største. Den såkaldte Ginikoefficient, der ved 0 viser fuldstændig økonomisk lighed og ved 1 total ulighed, er i Brasilien 0,55. I Tyrkiet er den 0,39. Så dermed er Tyrkiet lidt bedre end det skævdelte USA (0,4), men langt fra et land som Danmark med en Ginikoefficient under 0,25.
Opstandene i Tyrkiet og Brasilien er ikke nye udgaver af ’det arabiske forår’. De foregår i demokratier. Men de foregår i unge demokratier, hvor ikke mindst middelklassen i stigende omfang bruger deres demokratiske muligheder for at protestere og kræve forandring. I en digital tidsalder kan inspirationen tilmed gå hurtigt fra Kairo til Istanbul og Rio de Janeiro.
I Tyrkiet forsøgte ministerpræsident Erdogan i første omgang at slå protesterne ned med en magt, som er et demokrati uværdig. Ironisk nok med tåregas, der bl.a. var leveret fra et brasiliansk selskab, Condor Non-Lethal Technologies SA.
fortsæt med at læse
