Jeg kæmper for at holde mig på løbebåndet. Tempoet er 21 kilometer i timen, sveden løber ned ad mig, og jeg vil væk herfra. Jeg er tæt på afslutningen af den test, der skal give mig en idé om, hvordan min kondition er, så jeg kan gøre min løbetræning endnu bedre. Lige nu fatter jeg ikke, hvad jeg laver. Ved siden af mig hører jeg Stemmen tælle sekunder. Jeg registrerer knap Stemmens ord, men husker, at jeg skal hæve en knyttet næve, når jeg kun har et halvt til et helt minut mere i benene. Det er tæt på umuligt at fortsætte – men lige så svært at stoppe for tidligt. Jeg vil presse hver en dråbe rå muskelkraft ud i det løbebånd, der flyver af sted under min krop. Jeg mumler ud gennem en blå maske, at dette bliver mit sidste minut. Hæver ingen knyttet næve, for det vil forstyrre den sidste rest af en rytme, jeg har tilbage. Jeg er holdt op med at ænse, hvad der foregår omkring mig. Hører kun mine fødder og mit pibende åndedræt. Det længste minut. Der kan da højest være ti sekunder tilbage. Hvad sker der?

En drift mod fart

Jeg har lovet at løbe nogenlunde roligt lørdag og søndag, så jeg har friske ben til testen mandag, hvor formålet er at udmatte mig totalt. Jeg holder ikke mit løfte. Om søndagen er jeg ude på, hvad der egentlig skulle være en times joggetur, mens vaskemaskinen snurrer sig færdig. Efter to kilometer møder jeg fire gode løbevenner, der tisser af i en busk, inden de skal løbe ti kilometer i høj fart. Skal du med, spørger de? Nej, svarer jeg. Og lader dem løbe. De skifter til den anden side af vejen, og der sker noget i mig. En drift mod fart. Jeg kan ikke lade dem løbe væk. Her bryder jeg løftet. Sætter fart på og indhenter dem efter nogle minutter og løber 10 km i et hårdt tempo, før jeg jogger tilbage til vaskeriet. Fordømt. Men det var fedt.