Allerede efter to kilometer begynder jeg at tænke over, hvornår jeg er færdig. Det er omtrent her, nedtællingen begynder. Tempoløb på Østerbro Stadion. Har sat mig for at løbe syv km i en relativ høj fart. I morges virkede det som en super idé. Jeg forestillede mig, hvordan jeg ville stryge gennem træningen og undre mig over min lethed og fart. At jeg ville fuldføre de syv kilometer så let som ingenting og kun stoppe for at skåne benene. Selv om jeg udmærket godt ved, at dagens tempotur bliver hamrende hård, så prøver jeg hele morgenen igennem at beskytte mig mod den. Ah, det går fint. Jeg kan altid løbe lidt langsommere, lyver jeg over for mig selv. For sådan bliver det aldrig. Jeg gennemfører, hvad jeg har sat mig for.
Starten på de 17 og en halv omgange på den blå løbebane går fint. Jeg kommer med det samme ind i en god rytme og rammer mit planlagte tempo på tre-et-halvt minut per kilometer. Selvfølgelig trækker jeg vejret hurtigt, men der er styr på det. Pulsen er under kontrol. Jeg kan koncentrere mig om at løbe med rolig overkrop, og jeg fokuserer på mine armsving. Jeg har en tendens til at svinge armene lidt for meget rundt, når jeg løber stærkt. I dag er det anderledes. Jeg sørger for, at de ikke flagrer. To andre løbere er også på stadion. De jogger rundt i nogle af de ydre baner og hygger sig. Taler sammen. Tager nogle armbøjninger. De ligner sprintere. Firskårne. Eksplosive.
