Lyt til artiklen
For et års tid siden stod jeg en søndag på Nørrebrogade i solskin og ventede på de hurtigste løbere, der var på vej gennem København på den 42,195 kilometer lange rute. Det var varmt, og Dronning Louises Bro var tæt pakket af heppere, der bakkede alle løbere op og gjorde søndagen til en fest. Børnefamilier med barnevogne, flag og købekaffe. Skadede løbere som mig selv. Og så entusiasterne bevæbnet med bannere, megafoner og konfettikanoner.
Copenhagen Marathon var i fuld gang, og der stod jeg med mit kamera og så de to forreste løbere komme sprintende med 19 kilometer i timen. De var væk igen med det samme. Noget tid passerede, og en håndfuld i næsten samme tempo strøg forbi.
