I de halvfjerds sekunder mærker jeg intet andet end min krop

Fart. Der er ingen nem måde at forklare, hvordan det føles at løbe en omgang med 20 kilometer i timen. En usødet blanding af åndenød, ubalance og ultimativ frihed.
Fart. Der er ingen nem måde at forklare, hvordan det føles at løbe en omgang med 20 kilometer i timen. En usødet blanding af åndenød, ubalance og ultimativ frihed.
Lyt til artiklen

Halvfjerds sekunder er lidt mere end et minut. Det rene ingenting. Det er overstået på et øjeblik. Men jeg strækker dem ud. Jeg står på en blå løbebane i København. Det blæser kraftigt. Hvide skyer blander sig med blå himmel og danner hele tiden nye formationer. Jeg ser en sprække i en større sky, hvor en kile blå himmel langsomt vokser sig større. Jeg er stadig forpustet fra sidste omgang. Jeg står lettere foroverbøjet og er klar til at skyde mine 75 kilo af sted og ind i kurven rundt på den 400 meter lange bane. I de halvfjerds sekunder er der intet andet end krop. Der kommer ikke andet fra hjernen end tanker og følelser om at tilbagelægge de 400 meter. Om hvert enkelt skridt. Det besværede åndedræt. Åndenøden mod slut. Forløsningen, når jeg kan stoppe min fremdrift og lægge mig gispende ned på det solvarme blå underlag. Det er den ultimative frihed, selv om jeg undervejs er ved at spytte mine lunger ud.

Starten går. Jeg er efter de første 20 meter i kurven allerede oppe i en fart på omkring 20 kilometer i tiden. Jeg løber i inderbanen og fokuserer på at sætte fødderne i underlaget så tæt på inderkanten som muligt. Mine arme svinger naturligt op og ned og ind over brystet. Jeg mærker, hvordan musklerne i mine ben automatisk pumper min krop op og fri af underlaget, så snart jeg har fået kontakt med det. De første 100 meter i kurven er nemme trods den høje fart. Jeg bakser dog lidt med at have den perfekte balance rundt i svinget. Fokuserer på at have en rolig overkrop, der ikke svinger for meget fra side til side. Jo større svingninger, jo større ubalance, jo lavere fart. Min krop retter sig op, da jeg kommer ud på første langside. Jeg mærker, at her er medvind. Jeg trykker ekstra på. Føler, hvordan jeg tvinger luften helt ned i lungerne med hastige åndedræt. Fornemmer svagt, at mit hjerte slår hurtigere og hurtigere her på langsiden. Jeg må op på tæerne. Tænker, at jeg ikke skal helt i bund med hælen, men skal løbe langt fremme på foden og være en fjeder, der skyder mig selv op og fremad, hver gang skoen rører banen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her