En mand, hr. Asiri, blev i denne uge straffet for at bruge troldkraft. Han var grebet i diverse hekseri. Det lyder godt nok også en anelse forskruet. Og straffen? Han fik hovedet hugget af med et sværd. På offentlig plads. Forskruet igen, men det er ikke den dømte, Muree bin Ali bin Issa al-Asiri, der er forskruet – men et regime, som slår folk ihjel for at tro noget ’forkert’. Asiri havde angiveligt også tilstået ’hor’ med to kvinder. Men det var troldmandskunsten, der kostede ham hovedet. Begge dele er et moderne samfund uværdigt. Hvor er vi henne? At henrette en borger for troldkraft? At skille borgerens hoved fra kroppen offentligt? Men hvor vi var henne? I Saudi-Arabien – i den sydlige Najran-provins. Og det er ikke en lille systemfejl. Asiri er ikke den første, der er blevet straffet for trolddom. Og det var ikke en tilfældig lokal domstol, der sendte bud efter bødlen. Asiri blev halshugget efter beslutning i Saudi-Arabiens højeste ret. Og det er det saudiske nyhedsbureau, der fortæller, at hekseriet førte til hans henrettelse. Sidste år blev to kvinder slået ihjel på samme konto. Men borgere med hang til trolddom eller hekseri er ikke de eneste, der lever livet farligt i Saudi-Arabien. Der er dødsstraf for at fornægte Gud, dødsstraf for at tro på flere guder og hårde straffe for blot at tro lidt anderledes på Saudi-Arabiens egen opfattelse af Gud. Selv muslimske mindretal af anden observans end den officielle ’wahabisme’ bliver systematisk undertrykt. Og kristne har forbud mod at dyrke deres tro åbent, forbud mod at bære kors, forbud mod at etablere kirker – mens Saudi-Arabien flittigt og offensivt etablerer moskeer af sin egen slags over hele verden. Har det så betydning, om Saud-kongen lader en borger halshugge? Næh – såmænd ikke, hvis vi giver pokker i en særling, der tror, han kan udrette trolddomskunst. Heller ikke, hvis vi er parate til at klassificere Saudi-Arabien som et levende museum for antikveret gudstro. Men det dummeste, vi kan gøre, er at trække på skuldrene ad kongefamilien i Riyadh. Saudi-Arabien er en stormagt, som ingen naboer undlader at respektere; et marked, alverden gerne vil have adgang til, og et familievælde, som ingen regeringer tør udfordre.
Tag bare markedet først, det styrer alt. Saudi-Arabien har stadig verdens største oliekilder og verdens mest købelystne marked. Så længe vi er afhængige af fossile brændstoffer, har Saudi-Arabien en klemme på os, fordi landet stadig kan skrue op og ned for markedsprisen efter økonomisk og politisk tilskyndelse. Og den regering og de handelsfolk, som ikke gerne vil sælge deres produkter – fra våben til biler og yoghurt – til Saudi-Arabien, findes ikke. Behøver de så respektere Saudi-Arabien af den grund? Spørg kongen i Bahrain, som sidste år blev nødt til at bede Saudi-Arabien om at sende 1.000 soldater til at knuse et folkeligt krav om demokrati. Spørg Yemen, som først slap af med årtiers diktator, da Saudi-Arabien besluttede sig for at satse på en anden. Spørg Iran, som opruster ved Golfen – ikke for at matche Israel, men for at matche eller udfordre Saud-familiens enorme militær. Det handler ikke om kærlighed, heller ikke om had. Men om magt. Og det er uomgængelighed og viljen til at anvende magt, der i denne tid sætter Saudi-Arabien i spidsen for Den Arabiske Liga. Hvorfor skulle man overhovedet udfordre den saudiske familie? Det skal man af samme grund, som den enkelte systemkritiker sidste år stillede sig op på Tahrir, Frihedspladsen i Kairo. For at kræve magthavere til ansvar. Saudi-Arabien er alt andet end ligegyldigt. Kongefamilien, som påførte landet sit navn, er undertrykkende derhjemme. Familien er stærkt dominerende på den arabiske golfkyst. Den er økonomisk og politisk manipulerende i Mellemøsten og Nordafrika. Og dens religiøse indflydelse er destruktiv ude i verden. Men kongen og hans familie står ikke til ansvar. I denne uge, mens Muree bin Ali bin Issa al-Asiri blev halshugget i Najran, udpegede Kong Abdallah en ny kronprins efter sin netop døde bror. Til ny kronprins udpegede han endnu en bror af samme gren i sin ekstremt magtfulde familie. Stor begravelse, stor manifestation. Og som sædvanlig: ingen debat. Hvis det bare var lidt familiært hekseri, var det lige meget. Og dog. Det handler ikke om trolddom, men om magt.
