Det er både rørende og livsbekræftende at se millioner af egyptere i vilde jubelscener over diktatorens fald - hvert fald hvis man ikke er en Kissingerklon. Tankerne bevæges til Berlin 1989. Et festende folk tager afsked med et diktatur, som kun de færreste havde turde håbe ville forsvinde i deres levetid. Soldater og civile falder hinanden om halsen, og en ny begyndelse er indenfor rækkevidde.
Revolutionen er håbets triumf - ikke blot for egypterne med for hele den arabiske befolkning. Dominobrikkerne er i bevægelse, og det spirende arabiske forår synes at brede sig med uimodståelig kraft, selvom den relativt fredelige egyptiske revolution risikerer at blive mere blodig i lande med mere brutale militær- og politisstyrker, der endnu ikke har indset det meningsløse i at forsvare den ufrihed, der også er deres egen.
