Forlig, planer og oplæg fyger om ørerne på os i den politiske debat lige nu, mens regeringen spurter fra forhandling til forhandling for at få linet brikkerne op til, at Løkke i det mindste kan holde muligheden åben for at udskrive et forsommervalg. Den store ubekendte faktor er nok først og fremmest, hvordan danskerne tager imod efterløns- og pensionsreformen, der bliver omdrejningspunktet for næste valg. Endnu har det meste af dækningen drejet sig om nogle Christiansborg-politiske perspektiver: Hvem har begået løftebrud, var den radikale strategi rigtig og den slags. Der er med en vis ret blevet uddelt hånende latter til dem, der forudså, at De Radikale ikke ville indgå forliget. Det ligger jo i den radikale DNA at følge deres natur, som Henrik Dahl forklarer med et elegant billede fra Orson Welles. Men fejlvurderingen - ihvert fald for mit eget vedkommende - gik egentlig ikke så meget på De Radikale som på Dansk Folkeparti. Det virkede usandsynligt, at DF var villige til at sælge så meget ud af efterlønnen, at De Radikale ville finde det værd at deltage. I velfærdsforhandlingerne i 2006 var DF's strategi, at man ville gå præcist så langt som Socialdemokraterne og ikke en tøddel længere. Men med Genopretningspakken medvirkede partiet til halveringen af dagpengeperioden uden nogen nævneværdig straf fra vælgerne trods et massivt bombardement fra fagbevægelsen. Derfor turde de stille sig ud på planken igen og indgå et overraskende skrapt efterlønsforlig, der i realiteten afskaffer efterlønnen, som vi kender den. Det er klart, at Løkke har scoret en enestående parlamentarisk triumf, men jeg er fortsat dybt skeptisk omkring det centrale spørgsmål: vil vælgerne virkelig belønne barberingen af efterlønnen? De færreste danskere har nok endnu dannet sig et præcist indtryk af, hvad reformen konkret betyder for dem selv. Og det er faktisk ganske dramatisk - man samler ikke 18 miliarder sammen uden at genere nogen. Reformens store tabere er: Ufaglærte kvinder.
I de nuværende regler er der en kæmpe gulerod til at udskyde sin efterløn til man bliver 62. På trods af dette vælger næsten 2/3 af medlemmerne i de store ufaglærte a-kasser at gå på efterløn allerede som 60 eller 61-årige. De vægter altså dette gode, som de nu mister, særdeles højt og må i stedet hænge deres hat på en kommunetilkendt 'seniorførtidspension' - den vender vi tilbage til en af de nærmest dage. Jeg kan ikke finde tallene, men kigges der på faggrupper i stedet for a-kasser - fx rengøringsassistenter - er tallet endnu højere. Hvornår har De sidst set en 62-årig rengøringsassistent? De mellemlange uddannelser
Man må rose VKOR for det politiske mod ved ikke blot at give de lavestlønnede et gok, men også de facto afskaffe efterlønnen for de store mellemindkomstgrupper i den offentlige sektor: Skolelærere, pædagoger, sygerplejersker og den slags, som politikere ofter værgrer sig ved at lægge sig ud med. Det er interessant (og også lidt morsomt), at FTF, der repræsenterer disse grupper, var åben overfor en reform af efterlønnen, men nu kalder resultatet en massakre. FTF-formand Bente Sorgenfrey havde nok ikke forestillet sig, at det var hendes medlemmer, der skulle betale. Når først fascinationen af Løkkes parlamentariske manøvre har lagt sig, vil mange så pludselig vågne op til dåd ligesom Sorgenfrey, når det går op for dem, at de selv rammes? Foreløbig ser det ud til, at 3F-medlemmerne straffer Pia Kjærsgaard for sin deltagelse i forliget.