To nye bøger gav os to ganske forskellige portrætter af personen Helle Thorning-Schmidt, der har mulighed for at blive Danmarks næste statsminister. Som en lille læserservice ville jeg bringe et par korte opsamlinger. Henrik Dahl lagde ud med en ramsaltet kritik af Thorning-Schmidts kvalifikationer til embedet i stort opsatte interviews i Politiken og Information forud for lanceringen af bogen 'Spildte kræfter' om Dahls opgør med venstrefløjen. Bogen blev lunkent anmeldt i JP og Berlingske, mens Dahl fik mere ros med på vejen i Politiken og Information. Dahls bog er langt mere end en anmeldelse af Thorning-Schmidt - det er først og fremmest en politisk kritik af venstrefløjen, der er i al væsentlighed en udbygning af to blog-serier "Hvad gik der galt - afsnit 1- 2- 3- 4- 5- 6" og "Hvorfor vi vil blive ved med at tabe i mange år 1- 2- 3", Dahl for nogle år siden skrev på Kommunikationsforum, så nye læsere kan begynde der. Dahls politiske kritik af venstrefløjen vender vi tilbage til en anden gang. I E n ny samtalebog af den legendariske portrætjournalist Ninka præsenterer hun og Thorning-Schmidt i fællesskab et billede af kvinden bag magten, for nu at bruge en tyk kliché. Anmelderne i Politiken, JP og Berlingske har været ret enige om at rakke bogen ned, og den er da på mange stræk også ligesom et alenlangt nummer af Femina, og den er tydeligt lagt an på et lidt mere upolitisk segment med optrædener i Aftenshowet og det hele. En tynd suppe. Men her er de mere eller mindre interessante ting jeg noterede mig i bogens marginer - en slags Cliff's Notes til Ninka: Sådan blev HTS socialdemokrat: Det er nyt for mig, at hendes ægtefælle Stephen Kinnock spillede så afgørende rolle i at gøre HTS til (organiseret) socialdemokrat. Som ung er hun venstreorienteret, og det er i Stephens omgangskreds hun første gang introduceres for et bredere socialdemokratisk miljø, der sammen danner en politisk debatklub i begyndelsen af 1990'erne ved Europaskolen. HTS beskriver det som "en politisk vækkelse". HTS vil - i givet fald - blive Danmarks højst uddannede statsminister: HTS har en kandidatgrad i statskundskab + en mastergrad fra Europakollegiet i Brügge. Det betyder ikke nødvendigvis noget for kvalifikationerne som statsminister, men så vidt jeg kan regne ud, må hun være den højst uddannede statsminister nogensinde, og taler flydende engelsk og fransk. HTS støtter samarbejdspolitikken: Det er en afvejning, og svært at sætte sig ind i det dilemma datidens politikere stod overfor, men "jeg når til den konklusion, at det var rigtigt for at beskytte danske liv" Kulturkristen?: HTS har hidtil gjort en dyd af ikke at omtale religion med henvisning til privatlivets fred. Her forklarer hun at religion "ikke er noget hun bruger meget tid på" og ikke er en stor kirkegænger, men føler sig "forbundet med det kristne budskab om tilgivelse". Det er vist nogenlunde som danskerne er flest. Fuldtonet royalist: Mon vi ser konturerne af den første danske S-statsminister med et ridderkors: "Kongehuset betyder faktisk noget for mig, og jeg er ret irriteret over, at folk hele tiden skal være så sarkastiske og kølige omkring kongehuset og give sådan en lunken støtte til det [...] Vi skal passe på vores kongehus" Hva mæ kulturen?: HTS angiver to af de bøger hun har 'læst mange gange': Jane Austens Stolhed og fordom samt George Eliots Middlemarch. To hovedværker i britisk 1800-litteratur, kvindelige forfattere, kærlighed og forstilte adelsromancer. Kierkegaard er "Stephens afdeling", men HTS har læst Sartre og Simone de Beauvoir. Man kan sige - og det er måske en af Dahls pointer omkring HTS' 'manglende paratviden' - at hun ganske sjældent sætter sin kulturelle bagage i spil i sin politiske argumentation. Hun er ikke typen, der lige smider Shakespheare eller Brødrene Karamazov ind i et politisk argument, som Nyrup fx kunne finde på, dog ikke uden at virke lidt pinagtig. Men det gjorde Anders Fogh og Lars Løkke vel egentlig heller ikke? Den eneste i dansk politik jeg lige kan komme på, der opfylder det kriterium, var Svend Auken, der altid lige kunne flette Bjergprædiken, Karl Marx og Orson Welles eller noget andet sammen til et politisk argument. What you see is what you get: Alt i alt afspejler bogen en kvinde i balance, synes jeg, givet de ydre omstændigheder for hendes familieliv. HTS bidrager ikke med mange dybe filosofiske overvejelser om livet og døden. Det virker som om hun opfatter den slags tanker som tidsspilde, og døden som noget man må bekymre sig om en anden dag. Hun har ikke det martrede Jens Otto Kragske sind eller Poul Nyrup Rasmussens lommefilosofi. Hun er bare Helle Thorning-Schmidt. Om det så er nok til at blive statsminister, bliver vi snart klogere på...