Der er et enestående hykleri i Dansk Folkepartis behandling af Mogens Camre på grund af hans usmagelige udtalelser til hollandsk tv, der sammenligner unge muslimer med Nazi-Tysklands besættelsestropper. Partiet lod pressen forstå, at Camre var eksklusionstruet, med mindre han undskyldte sine udtalelser. De har dog tilsyneladende ikke sagt det til Camre selv, der kaldte eksklusionsrygterne vås og lod forstå, at »der er absolut ikke nogen, der fra Dansk Folkeparti side vil anfægte, hvad jeg siger. Det er det rene vås«. I går måtte Camre imidlertid undskylde sammenligningen. Men naturligvis ikke fordi den var groft krænkende og svinsk over for muslimerne, som sammenligningen jo var designet til at latterliggøre. Nej, det var fordi, mente Camre og DF, at det kunne forstås således, at den tidligere europaparlamentariker nivellerede Nazismens forbrydelser. På sin vis kan man godt forstå, at Camre er overrasket. Som den stærkt højreorienterede blog Uriasposten dokumenterer, så sammenlignede Camre unge muslimer med tyske besættelsestropper både i 2008 og 2009, uden at ledelsen fandt anledning til at sætte ham på plads. Og som jeg skrev forleden findes formuleringerne også i hans selvbiografi 'Knus Tyrannerne' fra 2011. Er det virkeligt sandsynligt, at ikke en eneste fra Dansk Folkepartis ledelse eller pressetjeneste har læst Camres bog? Eller i det mindste en af de anmeldelser, der gør opmærksom på Camres vanvittige udtalelser - fx min egen eller Arne Hardis' i Weekendavisen? Sandheden er, at sammenligningen mellem muslimer og nazister så langt fra er det mest vanvittige i den bog, der skitserer en slags tvangsdeportationsstrategi for herboende muslimer. Men okay, man kan tilsyneladende ikke længere være DF'er, hvis man finder det rimeligt at sammenligne nazister og muslimer. Men skulle det gå helt galt, kan Camre uden problemer finde sig en ny sukkerfar på højrefløjen i CEPOS. Tænketanken, der normalt forbindes med slipsekvalt ultraliberalisme, rummer også en rabiat højreorienteret kulturkonservatisme fx i skikkelse af David Gress, der for nogen tid siden udgav sin selvbiografi 'Egne veje' på CEPOS' forlag. Her skriver han: