Måske er det Henrik Sass Larsens trusler/ vittigheder om at fratage dem mediestøtten, der har fået Børsen og Jyllands-Posten til at træde i karakter som rene borgerlige kampagnepjecer under valget. Børsen opfandt historien i går om at ' danskerne siger nej til 12 minutter', som ikke engang DA var skamløse nok til at skrive i den analyse, historien byggede på. Jyllands-Posten har nu kørt forsider på "fagbevægelsens hemmelige plan" i et par dage. Først var der en hemmelig plan, baseret på en samtale med 3F-formanden, så var der ingen hemmelig plan baseret på en snak med LO's formand. Det interessante er, at JP ingen ambition har om at oplyse læserne om, hvorvidt der faktisk foreligger en plan i en skuffe. Nej, hensigten er tværtimod at forvirre læserne, at hvirvle støv op, og antyde, at der måske er en plan, for så at lave en ny forside på, at historien om planen ikke var sand. JP har ingen anelse om, hvorvidt der faktisk er en konkret plan i en skuffe, men det er også lige meget. Det handler om at gøre læserne usikre på, OM der mon ligger en plan i en skuffe. Så kan både Venstre, VU og DA komme rullende, og kræve denne hemmelige plan udleveret, og på bagtæppet af JP's historie kan Lars Løkke så turnere med, at Poul Erik Skov Christensen han har en "detaljeret plan liggende i sin skuffe med hvordan det her skal hænge sammen" Men er der en så en hemmelig plan? Well, det korte svar er, at humoristiske spioner tilsyneladende allerede har fundet den. Det mere seriøse svar er, at der ikke eksisterer en nedskrevet plan, der trækkes op af skuffen d. 16. september og smækkes på bordet, bortset fra den finansierings skitse som LO offentliggjorde for et års tid siden. Men det er samtidigt klart, at fagbevægelsen i meget sluttede kredse, lige nu forsøger at finde på konkrete idéer, der kan realisere ambitionen om at spare penge og opnå nogle central mål om bl.a. at få styr på udenlandsk arbejdskraft og den slags. Et rigtigt godt gæt er, at man bl.a. har kig på den virkningsløse jobindsats, der koster 26 milliarder. Modeller for, hvordan man både kan spare penge og gøre systemet mere attraktivt for fagbevægelsen, tænkes der over så det knager. Den anden store overvejelse, som fagbevægelsen gør sig, er hvordan man kan gøre sine egne idéer kompatible med tilbagetrækningsreformen, og eventuelt justere nogle hjørner af den. Selvom fagbosserne kæmper for at bevare efterlønnen, kan de fleste se skriften på væggen: Der er formentlig intet flertal uden De Radikale, og således ingen vej uden om en eller anden form for gennemførelse af tilbagetrækningsreformen. Derfor også de meget pragmatiske svar på Thornings åbning for at acceptere et radikalt efterlønsultimatum. 12 minutter er der ikke rigtigt nogen, der bruger tid på mere. De eksisterer kun i et scenarie med S-SF-Ø flertal, og det er der som bekendt lange udsigter til. Fagbevægelsen er i fuld sving med at forberede sig på at trepartsforhandlinger med en ny regering. Men der er ingen skuffeplan, der er handlet af med Thorning og Søvndal. Det spil begynder først efter valget.