Der var fra flere sider - herunder undertegnede - store forventninger til Helle Thorning-Schmidt som international politiker. Hendes erfaring, netværk og sprogkundskaber positionerede hende perfekt til rollen på den internationale scene. Samtidigt har Thorning-Schmidt en ret unik position. Efter Grækenlands Papandreou og Spaniens Zapateros exit er hun sammen med Østrigs kansler Werner Faymann den sidste tilbageværende socialdemokratiske leder i EU-kredsen. Den danske statsminister havde derfor alle muligheder for at sætte en international dagsorden i opposition til den dominerende borgerlige retning i Europa. Thorning kunne blive en stemme for de millioner af mennesker, der ikke er tilfredse med den politik, der føres i Frankfurt og Bruxelles, hvor besparelser og inflationsbekæmpelse står over vækst og jobskabelse. Det gælder ikke mindst i lyset af det forestående danske formandsskab. Desværre må det foreløbig konstateres, at Helle Thorning-Schmidt ikke har evnet eller villet løfte den opgave. For det første har Thorning indtil videre ikke brugt sit internationale netværk til at bygge sig selv op som politisk profil. Mens f.eks. hendes svenske kollega skriver fælles indlæg med internationale socialdemokrater som bl.a. britiske Ed Miliband og tyske Sigmar Gabriel om den politisk-økonomiske udvikling i kølvandet af krisen, så har Helle Thorning-Schmidt indtil videre ikke vist skyggen af interesse for denne debat. For det andet faldt regeringen helt uforståeligt igennem i diskussionen om skat på finansielle transaktioner, hvor Thorning-Schmidt helt uforståeligt har isoleret sig med britiske David Cameron til højre for Merkozy. Det fik hun også et 'rystet' DSU på nakken for. For det tredje har Helle Thorning-Schmidt foreløbig placeret sig i en fuldkommen anonym rolle i debatten om den europæiske økonomiske kurs og europagten. Hun har tilsyneladende foretrukket en tilbagetrukken rolle ved at insistere på, at det er eurolandenes aftale alene, selvom det også helt fundamentalt påvirker Danmark. Netop derfor burde hun blande sig meget mere markant i debatten, der er voldsomt principiel set fra et socialdemokratisk synspunkt, istedet for at skyde ansvaret fra sig. Hendes to forgængere i den socialdemokratiske formandsstol Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen, der i fællesskab stod bag det økonomiske opsving i Danmark i halvfemserne, har derimod begge markeret sig stærkt med en socialdemokratisk-keynesiansk kritik af pagten. Statsministeren afviste Nyrups kritik med den særlige mimik hun altid bruger til at afvise en kritik som helt hen ivejret - et stift smil, hurtige ryst på hovedet og plirren med øjnene og så denne gamle traver som kommentar: