I weekenden blæste jeg igennem Hans Mortensens roste samtalebog med Svend Auken med den geniale titel "Dét, Svend mener er...". Lad det være sagt med det samme: Jeg hørte ikke til Aukens politiske fanklub, mens han var i levende live. Jeg mener, at det var både modigt og rigtigt af Poul Nyrup Rasmussen at tage opgøret i 1992. Og jeg mener, at Svend Auken bar sin store del af ansvaret for, at Socialdemokratiet alt for længe afviste at diskutere problemerne med integrationen. Derfor var jeg også overrasket over, at jeg var meget følelsesmæssigt påvirket, da han døde i sommer. Da han først var væk, var det nemmere at se, hvor stort et rum han havde udfyldt. Hvor stor en figur han var i Socialdemokratiets historie. Den sidste, der trak tråde tilbage til Krag. I bogen demonstrerer Auken den politiske spændvidde og det visionære udsyn, der vandt ham respekt blandt tilhængere og modstandere. Hans suveræne evne til at tænke på de lange linjer. Det var tankevækkende, at den bedste nekrolog blev skrevet af hans ideologiske antitese. Aukens stærke udlægning af den socialdemokratiske metode og praksis er bogens højdepunkt. Jeg troede ikke, jeg skulle høre Svends buldrende stemme igen. Men man hører den uvilkårligt for sit indre øre gennem hele bogen. Når han engageret brager løs om sit politiske hjertebarn, klimaet. Den sylespidse ironi, når venner og fjender får et elegant svirp. Også den forurettede tone, når han bevæger sig - mildt sagt - på kanten af sandheden: