Der var engang, hvor liberalisme handlede om at stoppe urimelige overgreb fra statsmagten. Hvor det at være liberal handlede om at sikre alle muligheden for at realisere sine drømme og udleve sit naturgivne potentiale. Jo, jo, det er ganske vist. Men disse forældede paroler er nu lagt i skuffen hos Venstre, Danmarks liberale parti. Men tro nu ikke, at kampen for individets frihed er fuldstændig opgivet. Så langt fra. I horisonten tegner sig en ny kamp mod overgrebet på den enkelte: Friheden til madpakken! Frihedskampens flamme er tændt af regeringens nye madordning i børnehaver, der af flere liberale løver betegnes som rendyrket socialisme. Og oprøret ulmer da også derude: Forældre i Århus og Ålborg kæmper mod regeringens ordning, der betegnes som både dyr og dårlig. Det burde ikke komme bag på nogen. Det var faktisk derfor Socialdemokraterne og SF stemte imod forslaget. Disse rendyrkede socialister har foreslået noget endnu mere vederstyggeligt: En gratis og sund madordning. VKO-madordningen er dermed næppe udtryk for helt rendyrket socialisme men mere den almindelige inkompetence, der præger den nuværende regering. Det er faktisk lidt imponerende, at Venstre har kunnet forvandle en god og populær idé til en dyr og udskældt fiasko hos forældrene. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og det skal gøre ondt før det gør godt. Børnehaveforældrenes genvordigheder har givet liberalismens ideologer ny luft, og soldaterne i kampen mod statens overgreb, har fået en ny flanke at angribe: Madpakkeliberalismen er født. Dér står det nye slag for friheden, og slagordene giver sig selv: Hvis bare én ikke smører madpakke, er vi da ikke alle trælle? Kommunal mad kan stille sulten efter næring, men aldrig hungeren efter frihed. Kom ind i madkampen! Hos CEPOS er man formentlig allerede i fuld gang med at gennemtrawle John Lockes og Johns Stuart Mills samlede værker efter skriftsteder om madpakkens dyder. David Gress kan sikkert inden længe føre bevis for at fru Smith aldrig lod lille Adam løbe omkring i Kirkcaldy uden en amagermad, og Milton Friedmans ungdomsværk "Madpakkens politiske økonomi" genudgives med forord af Peter Kurrild-Klitgaard. Venner, borgere, landsmænd! Rejs jer! Grib smørkniven i frihedens navn. Lad ikke ungerne synke ned i den rendyrkede socialismes gryderet, men lad dem næres ved smagen af frihedens svedige spegepølse og æggemadens berusende dunst. Læs også Troels Mylenbergs blogindlæg: De socialistiske madpakker blotlægger Venstres svaghed