Da fedtskatten fik effekt i butikkerne, blot to dage før Helle Thorning-Schmidt dannede regering efter valget, satte en af mine lokale bagere et skilt op i butikken. Her meddelte han, at prisen på wienerbasserne nu var steget på grund af regeringens fedtskat. Det var nok de færreste, der vidste, at det faktisk var VK-regeringen, der i sin skattereform havde vedtaget den nye afgift på mættet fedt. Men det er nemt at se, hvorfor fedtskatten hurtigt blev endnu en nedarvet nedgroet negl for S-R-SF-regeringen. Og det er nok tvivlsomt, om romsneglene nu falder en krone, og om bagermesteren opsætter et hyldestskilt til Bjarne Corydon, selv om den upopulære skat, der fik et halvt pund smør til at stige godt halvanden krone, efter søndagens finanslovsforlig nu er fortid. LÆS OGSÅFarvel til fedtafgift: Butikker lover at sænke priserne Befolkningen hadede fedtskatten, der fik mange dagligvarebutikker til at give priserne et ekstra vrid og fik mange til at hamstre smør til kummefryseren. Landbruget og detailhandlen brokkede sig højlydt, dels over at deres produkter skulle pålægges flere afgifter, dels også over papirarbejdet. Nu skulle de skrive frem og tilbage med grossister og producenter for at bestemme indholdet af mættet fedt i en importeret pose chips. Men mange eksperter var begejstrede, og den nye skat vakte international opmærksomhed. Havde Danmark fundet et columbusæg, der både var en sikker skattekilde og forbedrede folkesundheden? Selv den britiske premierminister David Cameron overvejede, om man kunne kurere den udbredte afhængighed af fish’n’chips og friture med den danske model. LÆS OGSÅDansk fedtskat går verden rundt Problemet varimidlertid, at fedtskatten var født i synd. Det var kravet om penge i statskassen snarere end ønsket om forbedret folkesundhed, der undfangede den. Da det er et politisk mantra at sænke den marginale indkomstskat og et politisk tabu at finansiere det med øgede boligskatter, sådan som eksperter ellers samstemmende foreslår, måtte Skatteministeriet til at tænke kreativt. Og så endte man med fedtskatter og skat på tilsat sukker - der også forsvandt forleden - samt andre fantasifulde afgifter.

Mens fedtskatten var dårlig økonomisk politik, så har den faktisk virket, hvis man spørger læger og ernæringseksperter. I Berlingske noterede formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen, at »forbruget af f.eks. smør er faldet markant, og afgifterne ser dermed ud til at have en direkte effekt på nogle fødevarer, som er allerværst i forhold til at skabe overvægt«. Han konstaterede desuden, at fedtskattens afskaffelse udløser »en sundhedsmæssig fordyrelse for samfundet, som man så må forholde sig til«. Men læger skal ikke genvælges. Det skal politikere, så regeringen lagde i stedet op til et bredere opgør med afgifterne: »Det er ikke alt, afgifter virker på. Jeg tror ikke på, at man med afgifter kan få folk til at spise sundere. Det er faktisk billigere at købe æbler end franske kartofler«, sagde den radikale gruppeformand, Marianne Jelved. Heller ikke hendes socialdemokratiske modstykke, Henrik Sass Larsen, troede på afgifternes effekt. Spørgsmålet er så, hvad alternativet er, hvis folkesundheden skal forbedres. Afgifterne fungerer ikke i en økonomisk virkelighed med grænsehandel og udsatte arbejdspladser. Den sure forbudsstrategi, som politikerne har fulgt på bl.a. tobaksområdet, løber konstant ind i politisk modvind fra en befolkning, der er træt af løftede pegefingre.
LÆS OGSÅAfskaf de torskedumme nye skatter Det oplagte svar er en langt mere opsøgende forebyggende sundhedsindsats bl.a. på arbejdspladser med mange ufaglærte arbejdere. Altså blandt dem, der ikke lige kan gå til lægen midt i arbejdstiden, som mange kontorfunktionærer kan. Det betyder, at de ufaglærtes livsstilssygdomme både opdages senere og behandles dårligere. Her har fagforbundet 3F haft succes med busser med sundhedspersonale, der målte blodtryk, fedtprocenter og lungekapacitet hos medarbejderne i arbejdstiden. Sundheden bliver aftabuiseret og et fælles positivt projekt blandt kollegerne. Der er behov for en tredje vej for centrum-venstre. En vej, der hverken hviler på en blind tro på økonomiske incitamenter eller forbud, men som samtidig ikke blot privatiserer ansvaret for sundheden til den enkelte. Den stigende ulighed i sundhed, hvor den nederste del af samfundet lever markant kortere og med større alderssvækkelse end toppen, der går i fitnesscenter og spiser økologisk, er en af de mest markante politiske udfordringer netop nu.