Socialdemokraterne og SF opererede før sidste valg med noget, de kaldte 'kryds', som et grundtema i deres kamp mod den daværende regering. Strategien, der bl.a. var udtænkt af nuværende finansminister Bjarne Corydon, bestod i at koble en planlagt besparelse eller skattestigning med et populært nyt initiativ, så det hele hang sammen i vælgernes bevidsthed. For eksempel skulle en lønsumsafgift på banker direkte finansiere to lærere i folkeskolens mindste klasser, selv om de to ting næppe hænger naturligt sammen. Disse kryds forsøgte så at sige at simplificere de kaotiske budgetter til klare politiske valg, der kunne danne grobund for slagkraftig retorik. Krydset mellem banker og skoler kom i Thornings valgretorik f.eks. til at hedde »fra Danske Bank til danske børn«. Den vækstplan - som initiativet er kommet til at hedde efter rundture over 'jobpakke' og 'konkurrenceevnepakke' - som finansministeren i går fremlagde, er på grund af en rystende ringe tilrettelangt politisk proces nu lidt uforvarende blevet fanget i netop sådan et Corydonsk politisk-retorisk kryds. LÆS OGSÅOverblik: Her er indholdet af Thornings krisepakke Den omfattende plan med alle sine konkrete elementer og komplicerede indfasninger og beregninger er i den politiske debat blevet reduceret til et simpelt kryds: Regeringen vil spare på studerende og kontanthjælpsmodtagere og give pengene til skattelettelser til virksomhederne. Det er et kluntet selvmål, regeringen her har fået scoret. For egentlig gik det meget godt med forårets to store sparereformer fra regeringsgrundlaget. Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har haft godt styr på SU-udspillet, der skal spare 2 milliarder. Det er en både gennemtænkt og rigtig reform, regeringen har foreslået, og det er svært at forestille sig, at der vil opstå køer af studerende foran Frelsens Hærs folkekøkkener på baggrund af de relativt nænsomme besparelser. Det er da heller ikke som tidligere lykkedes de studerendes organisationer at rejse en massiv protestbølge. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen havde ganske god succes med at slå en retorisk kolbøtte på den 1 milliard-kroners spareøvelse på kontanthjælpen, som hun er pålagt. LÆS OGSÅDet er bestemt en fristende idé at vælte regeringen Det er i høj grad lykkedes at få besparelserne tænkt ind i en sammenhængende ideologisk ramme om et nyt syn på de svageste kontanthjælpsmodtagere med udgangspunkt i velfærdssamfundets symbiose mellem pligter og rettigheder. De, der kan, skal arbejde, mens de svageste ikke blot skal have en overførselsindkomst og gemmes væk, men aktivt hjælpes tilbage i fællesskabet. Måske reformer mange helst havde været fri for, men som mange også kunne se logikken i under krisen, hvor riget fattes penge, og hvor budgetterne må gennemgås med tættekam.
Efter tirsdagens lancering af vækstplanen har regeringen sparket dette afgørende argument væk under sig selv. Nu står det klare kryds tilbage, at besparelserne ikke er nødvendige for statens økonomi eller for at forbedre undervisningen eller den sociale indsats, men er nødvendige, fordi Corydon vil give nye selskabsskattelettelser. Dermed har regeringen allerede slået sig selv groggy, mens Venstre næsten ikke kan tro deres eget held. Med lanceringen af selskabsskattelettelserne har den fjernet selve legitimiteten bag reformernes nødvendighed. For kunne vi ikke blot lade være at spare på SU og kontanthjælp og så droppe de selskabsskattelettelser, som de færreste økonomer mener vil skabe job på kortere sigt, vil mange tænke? Regeringen er fanget i sit eget gamle valg mellem velfærd og skattelettelser. LÆS OGSÅIværksættere om vækstplan: Vi drikker ikke champagne Det mest bedrøvelige er, at hvis Bjarne Corydon havde præsenteret en vækstplan fuldstændig som den i går blot uden selskabsskattelettelserne, så havde han nu stået med en vindersag. Kontanthjælp og SU-reformerne ville sejle hjem, og mediernes opmærksomhed ville samle sig om boligjobordninger og renovering af almene boliger. Så kunne man måske have givet Venstre en selskabsskattelettelse som en del af et stort forlig. Nu har han i stedet givet sig selv og regeringen et tordnende højrekryds, der har udstillet splittelsen i regeringens top, underminerer de planlagte reformer og givet Venstre det lettest mulige liv i opposition i den næste måneds tid. Er selskabsskattelettelserne virkelig så vigtig en prioritet for regeringen, at det er denne enorme pris værd? Vækstplanen kunne have været en stærk ny begyndelse for regeringen. Nu er det atter lykkedes den at spænde ben for sin egen succes.
