Grækenlands truende nedsmeltning er den foreløbige kulmination på en historie, der rummer flere dimensioner end den velkendte kliche om et demokrati, der aldrig helt er kommet til at fungere, efter at obersterne i 1974 opgav deres brutale eksperiment med et militært diktatur.
Siden har Grækenland været regeret af enten Pasok, socialdemokratiet eller af Nyt Demokrati, det konservative parti. Begge har videreført et dybt usundt klientelsystem, hvor folkevalgte politikere skamløst har tilgodeset særinteresser. De nødvendige institutioner er aldrig kommet til at fungere, og den centrale administration løser ikke sine opgaver. De græske vælgere har heller ikke haft megen lyst til at støtte ubehagelige reformer og nedskæringer, der er nødvendige efter den forbrugsfest, der tog fart efter 1981, da Grækenland blev medlem af EF. Der er altså grund nok til græsk selvransagelse.
