Den var gal fra begyndelsen, og Aksel Larsen vidste det. SF blev født med et kommunistisk efterslæb, der klæbede ubønhørligt til partiets stifter og første formand. Men for Aksel Larsen var SF andet og mere end et opgør med hans dunkle stalinistiske fortid. Det var begyndelsen til den rejse, som Villy Søvndal førte til ende mere end et halvt århundrede senere: den danske venstrefløjs rejse mod regeringsmagten. Aksel Larsen havde været med i mange år, og han havde som formand for Danmarks Kommunistiske Parti bestemt ikke været uden indflydelse på dansk politik. Men det var gået op for ham, at man fra den politiske yderfløj nok kan sætte præg, men ikke føre politik. Det kræver medansvar, og det forudsætter en vilje til kompromis, som lå den gamle venstrefløj fjernt. Det var summen af Larsens politiske livserfaring, når han advarede sine yngre partikammerater mod at løfte fanen så højt, at fødderne slap jorden, og dannelsen af det røde kabinet efter valget i 1966 blev Aksel Larsens politiske stjernestund. Ganske vist var partiet endnu ikke regeringsdueligt, men det blev parlamentarisk grundlag for en arbejderregering - den første og eneste - og Larsen fik lov til at smage magtens sødme. For ham og hans ligesindede i partiet var der ikke tvivl om, at denne position var alle indrømmelserne værd. Partiets ledelse slugte gerne kameler, hvis de blev serveret i socialdemokratisk sovs, og larsenisternes skuffelse, da den unge venstrefløj brød ud i protest og dannede VS, var næsten større end socialdemokraternes. Holger K og EU Efter det røde kabinets sammenbrud fulgte ikke kun fire år med borgerlig regering, men også 43 år, uden at SF kom blot i nærheden af regeringsmagten. Tættest på kom Holger K. Nielsen, da han manøvrerede SF ind i en nøgleposition i forbindelse med EU-partiernes forsøg på at redde stumperne efter flertallets nej til Maastrichttraktaten ved folkeafstemningen i 1992. Her fik Holger K. også en fært af duften i det politiske maskinrum, og selv om det førte til en europapolitisk kursændring i SF, var det kun en ringe pris at betale. Som del af det nye flertal, der gik ind for et ja med de kendte fire forbehold, følte SF sig kun som endnu mere SF. Men der var endnu en lang vej at gå, før partiet kunne få opfyldt sin hede drøm om at blive regeringsbærende. For det projekt blev VKO-regeringen en gunstig tid. Anders Fogh Rasmussen gik forrest i et brud med årtiers tradition for et samarbejdende folkestyre, hvor regeringer dannes fra midten og udefter. Valget i 2001 havde ryddet op på midten af dansk politik, hvor de radikale stod skamskudte tilbage. De var forhadt af det tabende Socialdemokrati, der ikke mindst i de radikales udlændingepolitik så roden til partiets egne dybe problemer på netop det felt, og ikke mindre af det vindende Venstre, der så VKO-flertallet som en kærkommen mulighed for en gang for alle at gøre op med det irriterende kulturradikale præg på dansk politik.
Selv om de radikale vendte denne dobbelte ild til egen fremgang, stod partiet pludselig mere isoleret end nogen sinde før. Især gav det kølige forhold mellem de radikale og Socialdemokratiet Villy Søvndal mulighed for at gennemføre den tilnærmelse til Socialdemokraterne, som for SF er vejen til regeringsdeltagelse. I takt med, at regeringsmagten rykkede tættere på, blev det mere klart, at tilnærmelsen til Socialdemokratiet nok rummede muligheder, men også store farer for SF. Ganske vist gik der en overgang mode i partiet, da Søvndal trådte i karakter som realpolitiker, men det blev sværere og sværere at få øje på, hvad der adskilte SF fra Socialdemokraterne. Det gjorde måske ikke så meget, så længe begge partier kunne spille på den bane, hvor de kun behøvede tale om alle de rare ting, en ny regering kunne finde på, hvis blot nogle ret luftige forudsætninger blev opfyldt. Men det begyndte at gøre ondt i takt med, at perspektivet om at skulle føre ansvarlig økonomisk politik med de radikale rykkede nærmere. Det er ikke godt at vide, om strategerne bag S-SF-alliancen i ramme alvor troede, at de kunne fryse de radikale ihjel eller i det mindste til ydmyghed - eller om de blot lukkede øjnene for det oplagte radikale livsvilkår for et eventuelt regeringssamarbejde. Men det ser ud, som om det først var med Margrethe Vestagers politiske stunt i forsommeren 2011, hvor de radikale lavede tilbagetrækningsreform med den borgerlige regering, at det gik op for SF, at en ny regerings politiske tyngdepunkt ikke lå mellem dem og Socialdemokraterne, men nærmere mellem S og R. Det forbløffende er, at denne erkendelse ikke førte til en revision af SF’s politik eller til et forsøg på klarere at definere politiske mærkesager, der adskilte SF fra partiets håbefulde koalitionspartnere, men som samtidig var forenelige med regeringsambitionerne. Regeringen Søvndal synes på dette tidspunkt at have investeret hele sin politiske kraft og forankring i sit parti i at følge regeringsambitionen til dørs. Planen var uden tvivl, at hans unge protegé og chefstrateg Thor Möger Pedersen skulle overtage formandsposten, ikke lang tid efter at Søvndal selv havde tilendebragt partiets lange rejse fra revolutionen til regeringsmagten. Men undervejs gik to ting helt galt. For det første var målsætningen om - som Thor Möger udtrykte det - at være »de rigtige socialdemokrater« fundamentalt problematisk. Det viste sig i praksis at være svært at være mere socialdemokratisk end Socialdemokraterne selv. Og det begyndte at gøre rigtig ondt, da Socialdemokraterne indledte rejsen tilbage til de radikale og den ansvarlige økonomiske politik, de to partier har stået sammen om gennem størstedelen af det 20. århundrede. Pludselig var det ikke så sjovt at bestræbe sig på at være rigtige socialdemokrater. Men nu fangede bordet, og SF blev vasket og strøget, så det pludselig var svært at genkendte partilederens gamle krøllede murerskjorte. Det blev ikke lettere af, at Enhedslisten i en parallel bevægelse trak hastigt hen mod en mere pragmatisk politik, hvor retorikken ganske vist stadig er ude på fløjen, men den politiske praksis til forveksling minder om SF’s - dengang SF ikke tog medansvar. Det betyder, at den plads i dansk politik, SF tidligere udfyldte som ikke-regeringsbærende, venstrefløjsparti, nu er optaget af en Enhedsliste, der har vundet både vægt og selvtillid på SF’s gamle ståsted, og som fra denne nye bastion uden skånsel plukker vælgere fra SF.
