Pia Kjærsgaard har engang ladet sig fotografere i sit køkken omgivet af en imponerende samling madam Blå. Har man først set det, er det svært at møde det klassiske køkkentøj uden at tænke på, hvordan det hænger der på rad og række. Det er også meningen. Og det er godt tænkt. Partilederen signalerer: Jeg er folket. Og folket, det er mig. Det er lykkedes Pia Kjærsgaard at sende kaffekander, dørslag og buddingforme i byen med hendes politiske budskab om, at det, som er dansk og dejligt, er truet af en stor ond verden, som sniger sig ind på vores trygge hverdag. Elitære og kosmopolitiske teknokrater vil prisgive Danmark til arvefjenderne i Europa, lægge landet blot for muslimsk indvandring og opgive alt, hvad vi her til lands altid har anset for ret og rimeligt. Grisen bliver snart forbudt i den danske folkeskole og juletræerne erstattet af bedetæpper. Det er kun Pia Kjærsgaard og madam Blå, der står mellem os og Mekka. Det kulturradikale svar på dette budskab var først forbløffet, så forfjamsket – og siden fortvivlende selvdestruktivt. I stedet for at møde Pia Kjærsgaards kulturkritik frontalt på den kulturkritiske hjemmebane, gik de moderne kulturradikale ind på den præmis, at madam Blå, eller for den sags skyld dannebrog og andre nationale symboler, repræsenterer en bestemt idé om det danske, nemlig Pia Kjærsgaards. Ganske vist var der indsigtsfulde folk, der billedligt talt udlagde madam Blås kulturhistorie og undsagde madammens danske aner. De kunne påvise, at det veltjente køkkengrej slet ikke var så pæredansk endda. Næh, blikket kom fra tysk malm, formen var hentet fra middelhavsområdet og den blå glasur sågar fra et land, hvor kaliffen hersker. Danmark er ingen ø, kunne de belære Pia Kjærsgaard, og dansk kultur ikke en isoleret rose på Den Lille Prins’ ensomme planet. Måske, fortsatte de ivrigt til Pia Kjærsgaards åbenlyse begejstring, findes det særligt danske slet ikke som håndgribelig virkelighed, men kun som en illusion i den rindalistiske forestillingsverden. Det, Pia Kjærsgaard kalder dansk, er i virkeligheden summen af verdens indflydelse på vores lille og ubetydelige land. Gennemsnittet af alt den langt mere forfinede kultur, der siden tidernes morgen er strømmet gennem de danske stræder fra syd, nord, øst og vest. Madam Blå, kunne disse kosmopolitter triumferende påpege, er derfor slet ikke noget særligt, og slet ikke noget særligt dansk. Oplyste globalister var for længst vokset fra madam Blå, flaget og andet fra brokkassen Gud, konge og fædreland, som Pia og hendes flok var velkommen til at beholde. Alt det havde jo allerede de kulturradikale koryfæer afsløret som en forloren romantisk forestilling om et nationalt fællesskab, der aldrig har eksisteret i virkeligheds modsætningsfyldte verden. Og godt det samme!
Modstandernes tilbagetog i kampen om ejerskabet til vores – modsætningsfyldte – kulturarv blev Pia Kjærsgaards største styrke. Og hendes største politiske sejr blev ikke appellen til hendes trods alt ret få trofaste vælgere. Den blev, at det i løbet af kun ti år lykkedes hende at få mange af dem, der føler sig mest frastødt af alt, hvad Dansk Folkeparti står for, til at forbinde nationale symboler med hende – snarere end med sig selv og den kultur, de er del af. Den succes har fået Dansk Folkeparti til at tage hele karruselturen væk fra Glistrups provokerende anarkisme til i stedet at æde sig dybere og dybere ind på det kulturpolitiske arvesølv. Partiet synger demonstrativt efter Højskolesangbogen, flager, så det smælder, spiller fodbold i landsholdets trøjer, elsker det militær, som Glistrup ville erstatte med en telefonsvarer, og bevilger pudseklude til Istedløver og læ til runesten. For hvert skridt, modstanderne er veget, er partiet marcheret frem med madam Blå i en raslende national parade. Det har virket, så mange i dag tror, at Pia Kjærsgaard forstår og tolker folkedybet. Den, der er mest dansk, og som elsker fædrelandet højst. Men der er noget, der ikke stemmer. Folkedybet er også Roskilde Festival, fagbevægelse og Bedsteforældre for Asyl. Det er Louisiana og foreninger af enhver slags og art landet rundet. Det er øboer og byboer, nydanske og gammeldanske. Det er os alle sammen, som mener, tænker og tror alt muligt. Og som i øvrigt altid har gjort det. Tilsammen repræsenterer vi det danske, som det ser ud lige nu. Og ud af 100 af os stemmer 12-15 stykker på Dansk Folkepartis udgave af det danske. Hvis de 85, som forbinder noget helt andet eller eventuelt slet ikke noget med det danske, vælger at overlade madam Blå, flaget og Højskolesangbogen til Pia Kjærsgaard, er det deres valg, ikke hendes. Georg Brandes var lige så dansk som Pia Kjærsgaard, og det samme var Poul Henningsen. Den første og den sidste tolkede også på det at være dansk; de fornyede det og prægede det, hver på sin måde og i sin tid. Men de afskrev det ikke – og de overlod slet ikke fortællingen om det til andre, og mindst da af alle til flommenationalromantikere. Tværtimod kæmpede de med skarpt slebne penne for det danske, fra ’Den franske Æsthetik i vore Dage’ til ølhundens glammen. Digteren Benny Andersen skal engang have sagt, at det er lidt sært efter et langt livs forfatterskab at blive husket på Svantes rim: »Livet er ikke det værste, man har,/og om lidt er kaffen klar«. Uanset om det var madam Blå, der snurrede, rammer digteren en stemning, som alle kender og genkender. Som vi føler os trygge ved og hjemme i. Hver på sin måde. Digterens strofe er så dansk som noget. Ikke fordi de ikke drikker kaffe andre steder og med samme fornøjelse. Men fordi det taler til os netop nu. Dermed er rimet blevet noget, vi har til fælles – os, der taler dansk og ved, hvem Svante er. Pointen er ikke, at Benny Andersens helt anden udgave af det danske er mere sand end Pia Kjærsgaards, eller for den sags skyld det modsatte. Den er, at digtet ligesom madam Blå er en del af vores kulturarv, uanset hvad vi synes om den eller lægger i den. Det er derfor, at disse fælles symboler er alt for vigtige til at blive overladt til madam Blås flagstang. Lad os i stedet tage dem til os som vore egne og glæde os over, at vores mangeartede nationale fællesskab er så rummeligt, åbent og tolerant, at det oven i alle mulige andre forskelligheder også kan rumme Pia Kjærsgaard og hendes kaffekande.
