Så handler det igen om hippier og om, hvor det store oprør, de var en del af, førte hen. Svaret er ikke så svært: hertil. Men der er mange bud på mellemregningerne og lige så mange meninger om de gen- og vildveje, som det store ungdomsoprør tog, inden det kom så langt. Peter Øvig Knudsen har forsøgt en analyse med afsæt i Thylejren. Han kunne også have valgt ølejrene, kollektiverne, Christiania eller rockmusikken. Sammen med meget andet, der repræsenterer det mentale opbrud, som fandt sted i slutningen af 1960'erne, og som i løbet af 70'erne og 80'erne forandrede samfundet helt ind til marven, hvor familierne og kønsrollemønstrene blev ommøbleret, efter den store omskiftelse for længst havde oversvømmet både kulturlivet, produktionen og forbruget. Det interessante er, at hverken Øvig eller hans kritikere synes at have blik for det, der mere end noget andet blev drivkraft og fællesnævner for blomsterbørnenes generation: forbrug. LÆS OGSÅSmåborgeren er forklædt som hippie Det kan forekomme modsætningsfuldt, at den generation i den vestlige verden, der som den første nogensinde voksede op uden at behøve gøre sig materielle bekymringer, blev mere optaget af forbrug end nogen tidligere. Forældrene var vokset op i små kår, men havde taget turen enten fra landet eller storbyerne til forstædernes parcelhuskvarterer. Deres drøm i de nye vinkelstuer var, at deres børn skulle fuldbyrde alt det, de ikke selv havde nået. Som utallige generationer før dem, så forældrene selve livets formål i at give deres børn flere muligheder, end de selv syntes, de havde fået.
Derfor var der ikke kun opstandelse, men også sårede følelser på spil, da blomsterbørnene vendte ryggen til forstædernes konformitet, kastede vrag på alt det, deres forældre møjsommeligt havde kæmpet for, og vendte sig mod selve den materialisme, som denne stræben i deres øjne repræsenterede. Det eneste, børnene tog med sig hjemmefra, var afghanerpelsen og mulighederne, som for dem var lige så selvfølgelige, som de for deres forældre havde været hårdt tilkæmpede. Mulighederne blev omdrejningspunktet for ungdomsoprøret og blomsterbørnenes credo. Det handlede i første omgang om at finde mulighederne i sig selv og i den frie udfoldelse. Selvrealiseringen blev et tema, bevidsthedsudvidelsen og opløsningen af alle de skrevne og uskrevne love, der satte mulighedens grænser. Mulighederne omfattede også muligheden for selv at vælge, hvem man ville være solidarisk med. Hvor forældrene havde været solidariske med deres familie, naboer og deres arbejds- for ikke at tale om klassekammerater, valgte deres børn selv, hvem de ville være solidariske med. LÆS OGSÅVi gør børn forbrugeriske Det var typisk folk, de mente fortjente deres solidaritet, såsom fattige i den tredje verden, ofre for imperialismens og kapitalismens undertrykkelse. De kunne være af mange slags fra nordvietnamesiske risbønder eller latinamerikanske bananplukkere til militante palæstinensere - men under ingen omstændigheder hårdtarbejdende småborgere i provinsbyernes parcelhuskvarterer eller deres åndsfæller til Mallorcas grisefester. I løbet af 1970'erne og 80'erne så markedet det vældige potentiale i blomsterbørnenes optagethed af muligheder og selvrealisering. Hvis individualiseringen kunne spændes for forbruget, ville der være grundlag for en vældig vækst.
