Når det gælder vurderingen af den lov om storskalaprojekter, som det grønlandske selvstyre netop har vedtaget, er det klogt at begynde med, hvad den ikke handler om. Den handler ikke om forholdene på det danske arbejdsmarked. Den handler heller ikke om den danske model eller om dansk fagbevægelse. Den handler i det hele taget ikke om Danmark. Den handler om Grønland og om det grønlandske samfunds bestræbelser for at finde en måde at få gavn af de råstoffer og mineraler på, som findes i Grønlands undergrund. Det er derfor, at kompetencen på dette område i 2009 blev overført til Grønland i kraft af selvstyret. Og det er derfor, at grønlandske politikere mener, at hverken Enhedslisten, Dansk Folkeparti eller for den sags skyld andre danske partier eller fagbevægelsen er kaldet til at være overdommer i en sag, der er vedtaget i Det Grønlandske Landsting. LÆS OGSÅRedaktør: Hensyn til Grønland bringer regeringen i dilemma Så langt burde sagen være enkel. Når den alligevel ikke er det, skyldes det, at storskalaloven først kan træde i kraft, når og hvis Folketinget vedtager en følgelovgivning, der ikke handler om det sociale eller overenskomstmæssige, men alene om indrejse- og opholdsbestemmelser for den importerede arbejdskraft. Det giver Folketinget et håndtag, som Danmark kan bruge - eller som det vil blive opfattet i Grønland: misbruge. En del af de danske kvababbelser går på de sociale og arbejdsmæssige betænkeligheder ved at tillade, at importeret arbejdskraft i anlægsfasen - men trods alt også kun i den - arbejder under vilkår, der er væsentlig ringere end både danske og grønlandske overenskomster.
Problemet er, at vi i denne del af riget reagerer så skarpt på et grønlandsk skridt, men ikke på, at for eksempel danske rederier kan ansætte besætningsmedlemmer, der sejler langt fra danske overenskomster, eller på, at vi alle er storforbrugere af produkter, vi meget vel ved er produceret under elendige arbejdsvilkår, vi aldrig ville acceptere herhjemme. Det er blandt andet derfor, de er så billige. Derfor er der et betydeligt element af hykleri i vores forargelse. Vi snubler over vore egne ben for at feje for Grønlands dør, men viger tilbage, når det gælder egen bekvemmelighed. Hertil kommer, at storskalaloven er blevet til efter en intensiv debat i Grønland, og at den rummer udtrykkelige formuleringer, der dels sigter på at skaffe den importerede arbejdskraft trods alt tålelige arbejdsvilkår, dels søger at sikre, at disse vilkår er i overensstemmelse med internationale konventioner, herunder ILO's. Der er på flere måder tale om en strammerlov inden for genren, og Grønlands Selvstyre har gjort en målrettet indsats for at lære af andres - generelt dårlige - erfaringer på dette vanskelige felt. Når Grønlands Selvstyre mener, at storskalaloven er nødvendig, er det, fordi den er en forudsætning for at tiltrække de internationale investeringer, der er forudsætningen for at skabe den helt nødvendige økonomiske og erhvervsmæssige fremdrift i landet. LÆS OGSÅMogens Jensen til Enhedslisten: I kører den vildeste koloniherrestil Investorerne står på ingen måde i kø, og selv om der i Grønland er rige forekomster af mineraler og råstoffer, er det på grund af de vanskelige geografiske forhold og den svage infrastruktur i det store land langtfra oplagt at opnå en fornuftig forrentning af de gigantiske investeringer, der vil være tale om. I virkelighedens verden afhænger sådanne investeringer af et tæt samspil med myndigheder og med finansiering af infrastruktur, der kan understøtte og billiggøre råstofudvindingen. Derfor er det selv med storskalaloven langtfra givet, at internationale investeringer finder vej til 'menneskenes land', hvor der er akut behov for at skabe arbejdspladser, men hvor der ikke er et overskud af faguddannet arbejdskraft, der kan sættes ind ved store anlægsarbejder i forbindelse med etableringen af minedrift. De sociale aspekter er imidlertid ikke de eneste, der bekymrer ved den nye lov. Mange vil se den som målrettet virksomheden London Mining, der har en konkret ansøgning inde vedrørende et storstilet jernmineprojekt i bunden af Nuukfjorden. Selskabet lever med kinesiske ejere og skattely op til alle forestillinger om den type virksomhed, som andre steder i verden er i stand til at udnytte råstoffer uden at betale de skatter og afgifter, som værtslandet havde håbet på og ment, at virksomheden havde stillet i udsigt. Der er utallige eksempler på, at det lykkes internationale selskaber at løbe med guldet uden at betale regeringen, og uanset hvor grundigt Grønland har forberedt sig på at undgå den skæbne, er landet oppe imod stærke kræfter, der er eksperter i at omgå netop denne type regulering. LÆS OGSÅGrønland hører hjemme i Norden - ikke i Kinas kjoleskørter Hertil kommer det videre perspektiv, der knytter sig til det storpolitiske forhold, at London Mining kontrolleres af den kinesiske udviklingsbank. Der er reelt ingen, der kan overskue de langsigtede konsekvenser, hvis det bliver kinesiske interesser, der i praksis får koncessioner på råstofudvinding i Grønland, og som det grønlandske samfund dermed bliver afhængigt af. Vedtagelsen i Landstinget af storskalaloven er kun en forsmag på, hvordan det grønlandske samfund må tilpasse sig en så stor investor, og på hvor afgørende indflydelse den, der kan stille de store investeringer i udsigt, kan få på det lokale samfund.
