Det er lang tid siden, at Danmark sidst har gennemtænkt sin sikkerhedspolitiske stilling. Efter murens fald og Sovjetunionens opløsning så verden med ét slag mindre farlig ud. Det var den ikke, og Danmark vågnede op til en virkelighed med trusler, der er helt nye og anderledes end dem, vi tidligere kendte. En tid troede vi så, at truslerne alene kom fra ikke statslige fjender, som terrorister og ekstremister. Men heller ikke den antagelse holdt.
Nærområdet er ikke sikkert. Verden heller ikke. Og til truslerne i form af terror og intimidering føjer sig cyberkrig, øget fokus på Arktis – og siden 2003 katastrofalt dårlige erfaringer med deltagelse i internationale militære operationer. Fra Irak over Libyen og Afghanistan skræmmer sporene, og den mest akutte trussel, vi nu står over for, Islamisk Stat, er et ægte barn af den ulykkelige Irakkrig, som også Danmark har medansvar for.
