I 1984 blev jeg ansat i Udenrigsministeriet. Jeg var ung, overrasket – og helt uforberedt på, hvad det betød. Glansen var allerede pillet af det hæderkronede gamle ministerium, som fra spredte kontorer tæt ved magtens centrum var flyttet ud i den nye brutalistiske bygning på Christianshavn, en massiv betonklods i 6 etager med minimalt udsyn og mindre lysindfald. Så kunne de lære det, diplomaterne.
Mine fordomme fejlede ikke noget, og de blev hurtigt bekræftet. Jeg tænkte, at her ville jeg ikke henslæbe mit liv. Ministeriet var mest befolket af mænd, der gik i habit med stramt bundet slips og med dæmpet stemme talte om kontorchefer, afdelingschefer, direktøren og – med behørig respekt – ministeren. Der var kun én, og det var Uffe Ellemann-Jensen.
