En af de første dage i den kommende uge ventes vinderen af valget i Grønland, Siumuts leder Aleqa Hammond, at præsentere sin nye regering. Dermed er hjemmestyrets gamle regeringsparti tilbage ved magten efter fire år i opposition. Men det Grønland, der har valgt Aleqa Hammond, er et meget andet land, end det var, da Siumut sidst havde ansvaret. Indførelsen i 2009 af selvstyret, der på flere punkter går længere end hjemmestyret, er ikke kun en formel ændring. Det er udtryk for en aspiration i Grønland om ikke blot at ville mere selv, men også at kunne det. For både det afgående og det tiltrædende selvstyre er udviklingen af det grønlandske samfunds muligheder og evne til at udvikle en bæredygtig økonomi afgørende. De fleste vil gerne kunne erstatte bloktilskuddet fra Danmark med egne indtægter - og yderligere hjemtage de 32 områder, der ifølge selvstyreloven er forblevet under dansk kompetence, men som vil blive overført i den takt, Grønland ønsker det - og selv kan finde pengene. Der ligger nemlig den logik i selvstyreaftalen, at pengene ikke følger med - et princip, alle dele af rigsfællesskabet anerkender som rimeligt og naturligt. LÆS OGSÅGrønland får en trekløver-regering Med stigende udgifter til velfærd og et erhvervsliv, der stadig er domineret af det store fiskerierhverv, sætter mange i Grønland deres lid til udvindingen af de mineraler, der findes i undergrunden. Debatten om dette kommende råstofeventyr har præget den grønlandske valgkamp - ligesom den har trukket spor gennem Christiansborg. Både i Danmark og i Grønland har mange stærke meninger om, hvilke projekter der bør prioriteres før andre, hvilke investorer der er o.k. og hvilke ikke, samt hvordan det grønlandske samfund bedst og tidligst får glæde af kommende gigantinvesteringer. Hele denne debat har et uvirkeligt præg, fordi det langtfra er oplagt, at Grønland står lige over for et gennembrud i udenlandske investeringer. Ganske vist er der store og rige forekomster af både det ene og det andet mineral, og ganske vist er der betydelig kommerciel interesse i at undersøge disse forekomster nærmere både på land og til vands. Men med en enkelt undtagelse ligger de store investeringer flere år ude i fremtiden, og det er langtfra oplagt, at indtægter fra minedrift eller olieudvinding i Grønland vil kunne finansiere det grønlandske velfærdssamfund hverken i denne eller i næste valgperiode. LÆS OGSÅHistoriker: Grønlandsk valg viser et ønske om selvstændighed Det projekt, der er længst fremme, er den efterhånden berømte ISUA jernmine i bunden af Nuuk-fjorden. Det var den, der stod i centrum for den politiske debat i forbindelse med vedtagelsen sidste år af storskalaloven og igen op til landstingsvalget. Og det er den, der har fået danske politikere til at udtrykke bekymring om både det ene og det andet - og især forvirring om, hvordan Danmark skal stille sig i forhold til udsigten til, at et sådant projekt kan betyde, at flere tusind kinesiske arbejdere i konstruktionsfasen kommer til Grønland.
Med valget er der skabt tvivl om den omdiskuterede storskalalov, og ingen ved, om og i givet fald hvornår og på hvilke vilkår minen i ISUA faktisk bliver konstrueret. Men selv hvis alt skulle vise sig at gå hurtigere, end det nu ser ud til, kommer det til at vare adskillige år, før indtægter fra minedrift kommer til at skæppe i selvstyrets kasse. Hertil kommer, at det stadig er et åbent spørgsmål, om ISUA-projektet er økonomisk holdbart - og om den eventuelle kinesiske interesse er drevet af andet end rent kommercielle interesser? Uanset svarene melder tre konklusioner sig med stor styrke i et Grønland, der mere end nogen sinde er blevet en selvbevidst del af verden, og som af samme grund ligesom andre velfærdsøkonomier kæmper med at få indtægter til at finansiere velfærden. LÆS OGSÅDilemma i den store skala Den første konklusion er, at det er alt for tidligt at basere Grønlands økonomi på drømmen om, at råstofferne vil løse alle problemer. Tværtimod er der al mulig grund til, at Grønland ligesom alle andre moderne velfærdsstater tager en dyb indånding og ser sine egne økonomiske og sociale udfordringer i øjnene. Udfordringer, der nu og her skal løses på basis af den kendte grønlandske økonomi. Det er alt for tidligt at afskrive fiskeriet - som i mange år endnu må ventes at være Grønlands vigtigste erhverv. Den anden er, at minedrift under så komplicerede forhold kræver en langsigtet strategi, hvor et solidt politisk flertal står bag de grundlæggende beslutninger om, hvordan det grønlandske samfund kan udnytte og få glæde af råstofferne. Der er ikke kun beskatning og koncessionsbetingelser i spil. Det gælder også muligt medejerskab, opkvalificering af arbejdsstyrken, træning af specialister og mange andre beslutninger, der tilsammen afgør, om udvinding af råstoffer i Grønland vil komme samfundet som helhed og den grønlandske befolkning til gavn. Det er nemlig ikke nogen given ting. I overraskende mange ressourcerige lande skævvrider rigdommen på råstoffer landet, så det ikke bliver rigere, men fattigere - og det i mere end en betydning af ordet. LÆS OGSÅDanmark har fået en kold skulder Ingen sektor virker i tættere samspil med det offentlige og så langt fra rene markedsvilkår som mineindustrien. Og for ingen sektors trivsel er en klog, strategisk og fremsynet regulering mere afgørende. Udvinding af råstoffer i Grønland vil under alle omstændigheder forandre landet. Spørgsmålet er, på hvilken måde, og de beslutninger, der træffes i den kommende tid, vil trække lange spor. Her kommer også Danmark stærkt ind i billedet. Selv om Grønland målrettet stræber efter at udvikle sin egen økonomi, er landet dybt afhængigt af samhørigheden med resten af verden, og først og fremmest med Danmark. Begge rigsdele har en stærk interesse i at udvikle dette forhold væk fra en passiv afhængighed og i retning af et aktivt samvirke omkring udviklingen af blandt andet de grønlandske råstoffer og de tilknyttede erhverv. Selvstyreloven er et godt afsæt for et sådant ligeværdigt samarbejde, der må tilrettelægges, så begge parter har en aktiv interesse i at styrke og fremme det. Det kræver en fremsynet politik, hvor Grønland og Danmark i fællesskab skaber rammer, der gør det attraktivt for investorer at satse strategisk i Grønland - og som sikrer, at sådanne investeringer kommer hele samfundet til gavn. Det er en svær opgave. Men den er ikke uløselig.
