De fleste adoptivforældre kender scenen: ’Er det dit eget?’, spørger en mor i børnehaven eller på legepladsen angående barnet, der ikke lige ligner på en prik. Jeg har, måske naivt, aldrig overvejet andet end et rungende ja. Nogle gang efterfulgt af et par standardbemærkninger om, hvor og hvornår barnet er født. Måske suppleret med enkelte oplysninger om, hvorfor og hvordan vi har adopteret.

For i disse situationer gælder det dels om at beskytte sit barn ved ikke at gøre dets private historie til offentligt eje – før det måske selv en dag ønsker det – dels om at afvise de værste forestillinger, der florerer om adoptivforældre.