Jeg hører til dem, der fandt det forfriskende, da Anders Fogh Rasmussen i sin tid indledte sin kultur- og værdikamp. Ikke fordi jeg var enig - men fordi der nu endelig skete noget, som kunne give den politiske samtale i Danmark schwung og kant. Her var en statsminister, der retorisk veloplagt kunne sætte skel i debatten, begejstre og ægge til modsætning. Kort sagt bruge sproget. Fogh »ville sætte mennesket før systemet«, »gøre op med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning«, han udfordrede »eksperter og smagsdommere« og gjorde »konsekvensløsheden« inden for udlændinge-, rets- og uddannelsespolitikken til fjenden. Da først Batman havde meldt sig på banen, kom Robin’erne også frem. Blandt andre en ung kulturminister Brian Mikkelsen (K), som her i avisen i 2003 ville gøre op med det venstreorienteret-socialdemokratiske herredømme:

»Nu har vi endelig efter at være kommet til den politiske magt et rum til at sige de ting, vi ikke har haft mulighed for under de sidste 30 års meningstyranni, hvor de venstreorienterede har siddet tungt på den meningsdannende magt«. Smak! Dengang skabte sådanne udmeldinger i kultur- og værdikampen voldsom debat og klask mellem modstillede holdninger. Hvis nogen i 2012 skulle finde på at tale om et venstreorienteret-socialdemokratisk meningstyranni, ville vi smile og opfatte det som en joke. Eller i bedste fald som en misforstået kompliment. For selv om centrum-venstre sidder på regeringsmagten og burde være den dagsordensættende kraft i samfundet, er det mildest talt ikke det, den er. Dagsordensættende. Regeringen er ikke i nærheden af at have fundet sin værdikamp, sit stikord og det sprog, der skal give den liv og retning. Den virker tam og modløs. Hvad er det, den vil sige? Og hvor vil den flytte samfundet hen? Vi aner det ikke.