»Selv om dansk økonomi er inde i et dødvande, så køber danskerne biler som aldrig før. Salget af spritnye biler vil i år slå alle tidligere rekorder. 175.000 spritnye biler i år«. Sådan stod der i Berlingske i onsdags. Jamen, jamen, Danmarks Automobilforhandlerforening må da straks sende statsminister Thorning (S), der gav skattelettelser til middelklassen, en buket blomster. 175.000 spritnye biler på et år. Det svarer til en bilkø på 600 kilometer. Flot! Måske skulle jeg selv få dét kørekort og købe dén bil? For næsten tre år siden kaldte jeg mig på denne plads for ’Idioten uden bil’. Når jeg fortalte folk, at jeg ikke havde bil, så de vantro på mig.
Hvorfor hader højrefløjen cykler? »Du har tre børn?«. »Ja«. »Du har sommerhus?«. »Ja«. »Og råd til en bil?«. »Ja«. »Men hvorfor har du så ikke købt en bil?«. Her kunne jeg mumle noget om, at familien ikke har brug for en bil, når vi bor i hovedstaden, at sommerhuset ligger tæt på en station, og at jeg aldrig har overvejet at få hverken bil eller kørekort. »Han har mistet sit kørekort«, tænkte nogle formentlig. Andre tænkte: »Han er en idiot«. Og sådan følte jeg mig også. Som en idiot uden bil. Togbilletterne blev dyrere og dyrere, en enkelt tur frem og tilbage til sommerhuset i HT-området krævede stadig flere hundredkronesedler på bordet. Til gengæld fik jeg noget for pengene, turene tog længere og længere tid. Og jeg følte mig ærlig talt ude af trit med tidsånden, når landets finansminister, Thor Pedersen (V), statsmandsagtigt henvendte sig til danskerne med visionen: »Lad være med at skifte betrækket i den gamle bil ud, glæd konen, køb en ny«. Den gamle bil? Mine børn begyndte også at undre sig over de lange, dyre ture med tog og bus. Og de havde en pointe.
