Man kan næsten fornemme, hvordan et lettelsens suk er gået gennem LO-toppen, da en intern undersøgelse for nylig fandt ud af, at mange LO-medlemmer og mulige medlemmer ikke aner, at det er fagforeningerne, som forhandler løn, barsel, ferie, pension og efteruddannelse med arbejdsgiverne ved overenskomstforhandlinger. Hvorfor lettelse? Jo, for hvis lønmodtagerne er uoplyste, så kunne det jo være forklaringen på det dramatiske medlemsfald i LO. Og så ligger løsningen jo lige for: oplysning, oplysning, oplysning. Derfor har LO sammen med FTF nu kastet sig ud i en stor kampagne med avis-, internet- og radioannoncer fulgt op af tillidsmænd på arbejdspladserne. Har LO så fundet nøglen? Dream on! Selv ikke hvis det lykkes LO at kidnappe samtlige kassevogne med elektrikere, tømrere og vvs'ere og køre dem til LO-skolen i Helsingør, hvor de udsættes for foredrag fra morgen til aften med formand Harald Børsting, vil det ændre på medlemskrisen. LÆS OGSÅVittig Børsting: Løkke og Dovne Robert ligner hinanden LO's egentlige problem stikker nemlig langt dybere. Jeg sidder her med kerneproblemet foran mig her på mit bord. Det hedder '64 procent'. Der ligger nemlig en ny måling fra Megafon, som viser, at 64 procent af de faglærte stemmer på borgerlige partier. 39 procent alene på V. Det samme gælder ufaglærte. Et stort flertal af danske arbejdere er borgerlige i deres grundholdninger. De er individualister, der tænder af på 'solidaritet', 'faglig kamp' og socialdemokratiske fagforeningsbosser med røde faner. Punktum.
Og nej, vi taler ikke om et pludseligt opstået fænomen, som forsvinder om en måling eller to. Arbejderes individualistiske sindelag er ganske stabilt. Spørg bare de socialdemokrater og SF'ere, som siden 2001 har forsøgt at charmere arbejderen, der smører madpakker om morgenen. Ny kommunikation og politik preller af på Kansasfolket, som stadig sætter krydset til højre. Den udvikling har sat LO-fagbevægelsen skakmat. Harald Børsting med fanen er handlingslammet. »Jeg vil ikke stå og sige som Helle Thorning, at hun kan slå Fogh - men vi kan slå de gule«. Sådan sagde Harald Børsting i den brandtale på LO's kongres i 2007, der overbeviste et flertal af de 800 delegerede om, at han ville være bedre end modkandidaten Tine Aurvig-Huggenberger til at vende medlemstilbagegangen i LO. LÆS OGSÅHer er Børstings seks løsninger på det ømtålelig dagpengeproblem Dengang tabte LO 35.000 medlemmer. Nu er tallet 45.000. Børsting blev genvalgt på LO-kongressen sidste år uden modkandidat. Og uden nye ideer. Det siger alt om LO's krise. Men LO's krise er også den danske models krise. Vores alles krise. Modellen, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere forhandler løn, barsel, ferie, pension og uddannelse uden politikeres indblanding, er verdens mest imponerende civilsamfundsprojekt, som sikrer en balance i et land med verdens største offentlige sektor. Modellen har mig bekendt ingen fjender. Alligevel smuldrer den for øjnene af os. LO mister 45.000 arbejdere - svarende til en hel årgang eller et fyldt nationalstadion - hvert år! Vi ved ikke, præcis hvor smertegrænsen går, inden fagbevægelsens legitimitet til at lave aftaler vil forsvinde. Men vi ved, at der skæres en skive af modellen hver eneste dag, og at den ikke holder til det i længden. FOR Politikerne vil det være et mareridt at skulle overtage bøvlet på arbejdsmarkedet. Men de er magtesløse tilskuere til LO's medlemskrise. For i det øjeblik de griber ind, har de ødelagt den selvbærende model. Derfor venter alle på LO-fagbevægelsen. Det er nødvendigvis herfra, de nye og originale initiativer, der kan ændre situationens rædselsfulde tilstand, skal komme. LÆS OGSÅLO-Børsting: Jeg er glad i dag Måske skal man droppe romantikken og de røde faner? Eller lære af FTF, som har succes med medlemshvervning og et stærkt bånd mellem den faglige identitet og fagforbundet? Eller erkende, at prisen på et medlemskab virkelig betyder noget og sætte gebyret markant ned? Eller finde sin rolle i forhold til det nye arbejdsliv, hvor arbejdsmiljø og arbejdsliv/fritidsliv betyder stadig mere for lønmodtagere? Eller søge sammen i en enhedsfagbevægelse med FTF? Eller noget helt sjette? Vi venter i spænding på LO-fagbevægelsen. Noget skal der ske. I hvert fald må LO ikke lulle sig ind i livsløgnen om, at det bare handler om, at 'vi ikke har fået kommunikeret godt nok'.
