Det var ikke så få udviklingseksperter, der fik morgen-yamsen galt i halsen, da Anders Fogh Rasmussen i oktober 2005 tog på officielt besøg til Tanzania. De, der havde forventet den sædvanlige udveksling af høfligheder, blev i hvert fald slemt snydt. Med sin uovertrufne sans for at skille fårene fra bukkene trådte Fogh nemlig ud af flyveren med budskabet om, at afrikanerne sådan set selv var skyld i deres fattigdom: »De afrikanske stater, der gennemfører reformer, de oplever gigantisk vækst. De lande, der stadig kører et lukket centralistisk system, de oplever hungersnød. For nu at sige det kort«, lød det fra den tidligere statsminister. Og så var scenen ligesom sat til en endeløs debat om udviklingspolitik: For er det de sorte eller de hvide, der er skyld i historiens mange menneskelige tragedier på det afrikanske kontinent? Sandheden er nok, at svaret ligger et sted midt imellem.
Vi må give hjælp til fejlslagne stater På den ene side kommer man ikke uden om, at Fogh havde fat i den lange ende, når det gælder de mange bundkorrupte, bestialske og inkompetente afrikanske ledere. Diktatorer og despoter, som i alt for mange lande i alt for mange år har holdt Afrika og afrikanerne nede.
