Der bliver ingen ende på borgerkrigen i Syrien på denne side af det amerikanske præsidentvalg til november. Saudi-Arabien vil fortsætte med at levere våben til de syriske oprørsstyrker, og Moskva vil fortsat, ’i overensstemmelse med gamle kontrakter’, forsyne Bashir Al-Assad med våben til ’forsvar’. Der bliver ingen militær løsning på konflikten, kun en politisk. Det kræver bl.a., at Washington vil erkende, at Iran spiller en central rolle i forbindelse med en politisk løsning i Syrien. Borgerkrigen i Syrien, der ifølge en London-baseret syrisk menneskeretsorganisation har kostet 4.000 mennesker livet i løbet af de seneste seks uger, er et mellemspil i det store drama om den iranske atombombe. Så længe den iransk-amerikanske konflikt forbliver uløst, vil Washington ikke inddrage Iran i en løsning af den syriske konflikt. Og uden Irans medvirken bliver der ikke ro i Syrien. Irans position Kofi Annan, FN’s tidligere generalsekretær, der er den arabiske ligas mægler i Syrien-konflikten, har erkendt Irans centrale indflydelse som Assad-regimets allierede. En medvirkende grund til, at den såkaldte aktionsgruppes møde sidste uge i Genève gik i vasken, var, at de to regionale magter, Iran og Saudi-Arabien, ikke var inviteret til at deltage i diskussionen om en politisk overgangsløsning på konflikten. USA nægtede at komme til mødet, hvis Iran blev inviteret. Det medførte, at Annan, som en gestus til Moskva, heller ikke inviterede Saudi-Arabien. LÆS OGSÅAnnan: Det internationale samfund har fejlet i Syrien Den amerikanske valgkamp har berøvet præsident Obama enhver manøvredygtighed. USA har låst sig fast i et krav om, at Bashir Al-Assad skal bort, og at Iran ikke skal medvirke til en løsning på konflikten. Barack Obama tør ikke slække på disse to fikspunkter i amerikansk udenrigspolitik, af frygt for at det vil blive udnyttet af republikanerne, som beskylder ham generelt for at være ansvarlig for USA’s dalende globale indflydelse og specifikt for at optræde slapt i forbindelse med konfrontationen med præsteskabet i Teheran. Globale interesser Borgerkrigen afspejler interesser, der rækker langt ud over Syriens grænser. Derfor kan den ikke løses i isolation, men kun i en større sammenhæng. En løsning må for at kunne fungere tilgodese såvel Moskva som USA’s interesser i Mellemøsten samt de regionale, konkurrerende magter, Irans og Saudi-Arabiens.
Medmindre præsident Putin ændrer holdning, må Obama, efter sit forhåbentlige genvalg, affinde sig med, at Assad bliver på sin post. Det er et afgørende russisk krav, som ikke blot skyldes, at Moskva i hvert fald, når det er i overensstemmelse med dets interesser, er modstander af udenlandsk indblanding i andre landes interne forhold. LÆS OGSÅMoskva bliver væk fra Syrien-møde i Paris USA droppede sin tro væbner, den egyptiske præsident Hosni Mubarak, efter 30 års tro tjeneste. Putins loyalitet over for Assad, bekræftet på sidste uges Genève-møde, hvor det lykkedes Kina og Rusland at blokere enhver henvisning til Assads afgang, skyldes også hensynet til hans allierede i Centralasien, bl.a. Nasarbajev i Kasakhstan og Larinov i Usbekistan. Hans stædige fastholden ved Assad er et signal til de to diktatorer, at Rusland, i modsætning til USA, ikke svigter sine venner. Holdningsskift Der er kredse i Washington, der indser, at USA må indrette sig på at give plads til Iran i Mellemøsten og finde en modus vivendi, frem for at fortsætte den konfrontation med Teheran, der indtil videre ikke har tvunget Iran til at opgive sit atomprojekt. De er involveret i et kompliceret spil, som måske, når valget er overstået, vil vise sig at blive kimen til en amerikansk nyorientering i forhold til Teheran. Samtidig med at Obama truer regimet i Teheran på livet med økonomiske sanktioner, hvis ultimative formål er at fremskynde en politisk krise, der vil føre til et regimeskifte, har Obama accepteret, at en række lande, store aftagere af iransk olie, helt eller delvis er fritaget for at overholde den strenge boykot af iransk olie.
