Luften over den østlige del af Mellemøsten er tyk af tomme ord uden jordforbindelse.
Ordene tjener til at camouflere den kendsgerning, at ingen vil gribe ind og blande sig i det blodige opgør mellem Assad-regimet og de sunnimuslimske oprørsgrupper, der hidtil har kostet mindst 20.000 civile ofre. Hverken Tyrkiet eller Saudi-Arabien og slet ikke USA, der indtager en vent og se-holdning. De eneste, der gør noget ved sagen, er iranerne. De ved, hvad de vil tabe, hvis Assad-regimet falder. Ingen af de andre ved, hvad de kan vinde. De flyvende ord tjener til at skjule deres passivitet. Børn og kvinder bliver myrdet. Begge sider bryder alle konventioner om krigsførelse. Vi er oprørt, og at forblive tavse er det mindste, vi ikke kan gøre. Syriske granater dræber tyrkiske civile langs den næsten 900 kilometer lange fælles grænse. Ankaras reaktion er en streng advarsel: »Tyrkiet har reageret, og vi vil fremover reagere endnu kraftigere«. Et af Assads fly angriber Aleppo, Syriens største by med over 2,5 millioner indbyggere. Halvdelen af byen er på oprørernes hænder. En bombe lander 10 meter fra indgangen til et hospital. En amerikansk talsmand siger, at det er »uacceptabelt«.
