Sidste uge bandt vi så at sige ris til egen rumpe ved at vove en række forudsigelser om udviklingen i Mellemøsten i det nye år. Vil USA angribe Iran for at forhindre, at Iran bliver atombevæbnet? Svaret var nej. Tilsvarende var svaret på spørgsmålet om, hvorvidt Israel i denne situation ville angribe Iran. Et tredje nej gjaldt spørgsmålet, om der vil udbryde en tredje palæstinensisk intifada i protest mod Israels 45 år lange okkupation af de palæstinensiske områder og fortsat israelsk kolonisering. Risikoen ved disse forudsigelser var overskuelig. Der er tale om forhold, der involverer et overskueligt antal spillere. USA-Iran, Israel, USA og Iran og i det sidste tilfælde, Israel-Palæstina. Ingen er ubekendte størrelser, og i vidt omfang kan man gå ud fra, at parternes beslutninger vil være rationel. I tilfældet Syrien forholder det sig anderledes. LÆS OGSÅTopfolk i FN: Syrien er årets mest komplekse og farlige konflikt Den syriske slagmark er blevet et punkt, hvor internationale, regionale og lokale, etniske og religiøse interesser kolliderer. Borgerkrigen har udløst en lang række sekundære konflikter, sunnimuslimer mod shiamuslimer, Tyrkiet mod Saudi-Arabien. Den har genopvakt kurdernes drømme om selvstændighed og det sunni-arabiske mindretal i Iraks drømme om selvstyre. For blot at nævne nogle få. Forudsigelser om, hvorledes den syriske situation vil udvikle sig i år, er behæftet med så mange ubekendte størrelser, at det her gælder om, som der står i skrifterne, at efter det jødiske tempels ødelæggelse i år 70 ved romerne overgik profeternes nådegave til tåberne. Men alligevel. Vi vover pelsen: Vil 2013 se en afslutning på krigen?
Der er to muligheder: Enten en forhandlingsløsning, eller også sejrer oprørerne. Washington foretrækker en forhandlingsløsning med henblik på at oprette en midlertidig samlingsregering, der senere udskriver valg. Og udtalelser fra Moskva tyder på, at russerne også er interesseret i en politisk løsning.
