Ringene fra borgerkrigen i Syrien breder sig over Mellemøsten. Konsekvenserne af borgerkrigen har vakt bekymring i Saudi-Arabien og Tyrkiet. Begge lande støtter oprørsbevægelsen i Syrien, af magtpolitiske og religiøse/etniske grunde, men begge er samtidig optaget af at begrænse de negative følger af borgerkrigen for deres nationale interesser. Saudierne bestræber sig på at begrænse De Muslimske Brødres indflydelse. Og tyrkerne aner omridset af deres mareridt, en kurdisk uafhængig stat. Syrien er blevet kampplads for en sekterisk konflikt mellem shia- og sunniislam og en geopolitisk konkurrence mellem iransk og saudiarabisk indflydelse i Mellemøsten. Assads fald og etablering af en sunnimuslimsk domineret regering i Damaskus vil være et alvorligt nederlag for Iran og dets ambitioner om at infiltrere den sunnimuslimske arabiske verden. Syrien var springbrættet, hvorfra Iran forsøgte at udstrække sin indflydelse. Via Syrien kunne Iran forsyne sin allierede i Libanon Hizbollahbevægelsen med våben. Et sunnimuslimsk Syrien vil svække Hizbollahs og dermed Irans greb om Libanon. Et iransk nederlag i Syrien vil til gengæld styrke Saudi-Arabiens indflydelse i Golfområdet, hvor iranerne bl.a. i Bahrain har været aktive og indirekte støttet det shiamuslimske befolkningsflertals modstand mod det sunnimuslimske kongehus. Ligesom de har været politisk aktive i de olierige østlige provinser i Saudi-Arabien, hvor flertallet af indbyggerne bekender sig til shiaislam. Også i Irak støder Iran og Saudi-Arabien sammen. Den irakiske statsminister, al-Maliki, der som shiamuslim hælder mod Teheran, beskylder saudierne for at understøtte det sunnimuslimske mindretal og dermed den bølge af terror, som siden de amerikanske styrkers tilbagetrækning ved årsskiftet har ramt Irak. Saudierne har i de seneste år lobbyet stærkt i Washington for at opmuntre amerikanerne til at angribe Iran militært for at forhindre det i at blive en atommagt, hugge hovedet af slangen, som de udtrykker det. Og selvom de, i hvert fald formelt, fortsat er i krig med Israel, har de ladet Israel forstå, at hvis det havde planer om at angribe Irans atomanlæg, kunne israelerne regne med at kunne overflyve saudisk territorium uden indblanding.
Konflikten med Iran er således af overordnet betydning for Saudi-Arabien. Ikke desto mindre er forholdet til oprørsstyrkerne ambivalent. Det skyldes deres religiøse orientering. Hovedparten er muslimske brødre. Saudierne bekender sig til den wahabittiske gren af islam, og kongehuset er modstander af brødrene, dels af religiøse grunde, dels af politiske. Saudierne frygter brødrenes indflydelse, ikke mindst efter omvæltningerne i Egypten og Tunis, der ad demokratisk vej bragte brødrene til magten. Frygten for, at de muslimske brødres indflydelse skal brede sig til det totalitære Saudi-Arabien, er grunden til, at det har forbudt muslimske gejstlige at erklære, at krigen mod Assad er en jihad (hellig krig), og at det er forbudt saudiske unge at melde sig til oprørshæren. Kongehuset husker erfaringerne fra Afghanistan under kampen mod den sovjetiske besættelse. Mange frivillige fra Saudi-Arabien deltog i kampen, bl.a. bin Laden, og mange vendte hjem, opsat på at vælte kongehuset. Det tog saudierne ti år at nedkæmpe dem. Som saudierne frygter De Muslimske Brødre, frygter Tyrkiet effekten af Assads fald på det kurdiske mindretal i Syrien og risikoen for en afsmitning på det kurdiske mindretal i Tyrkiet, som i de sidste 30 år har kæmpet mod Ankara for at opnå selvstyre. De syriske kurdere, der bor i den nordlige del, har udnyttet situationen til at tage kontrol over en række byer samt grænsen til Tyrkiet. De har indført selvstyre og holder sig uden for konflikten. De hader Assad, der nægtede dem borgerrettigheder, og de har ingen sympati for De Muslimske Brødre, hvis fanatisme er dem fremmed i religiøs henseende. Inspirationen til selvstyret kommer fra Nordirak, hvis kurdiske præsident, Massoud Barzani, udvirkede en borgfred – mellem de kurdiske klaner i Syrien, der muliggjorde selvstyre. Ankara frygter, at denne udvikling vil smitte af på de kurdiske tyrkere, der tæller 15 mio. Sammen med de syriske og irakiske kurdere udgør kurderne 30 mio., det største nationale mindretal i verden, der er forment national selvstændighed. Uanset udfaldet af borgerkrigen vil dens følger øge ustabiliteten i området. Assads fald vil skabe flere problemer, end det løser.
