30. september 1943
1. g nysproglig, Metropolitanskolen i København. Rektor Lorenzen kalder mig ud på gangen »Du skal skynde dig hjem. Tyskerne kommer i morgen for at arrestere jer«. I det øjeblik slutter min barndom. Mit liv som flygtning begynder. Paria i det land jeg altid havde anset for at være mit.
1. oktober. Nat
Tyskerne ringer på døren. Vor færøske hushjælp siger, at vi er rejst. Vi har gemt os hos en af min fars forretningsbekendte i Holte. Min far og mor og mine to søskende, 12 og 9.
2. oktober
Min far tør ikke belaste vor vært længere. I andre tyskbesatte lande er der dødsstraf forbundet med at gemme jøder. Vi kører i taxa, på må og få, til Sletten, fiskerlejet ved Humlebæk, i håb om at finde hjælp. Vi børn er bange, fordi vi kan mærke, at vore forældre er bange. De frygter det værste.
Tyske vejspærringer, Gestapo-razziaer i byerne langs kysten, danske stikkere. Hvor kan man henvende sig for at få hjælp? Den eneste, vi kender i Sletten, er en fiskerfamilie, hvor vi har tilbragt sommerferien i de seneste år. Vi standser uden for huset. Min far ringer på, kort efter henter han os. Vi bliver budt indenfor.
Der bliver ikke udvekslet mange ord. Fiskerens kone går ud for at gøre indkøb til de uventede gæster. Til daglig er de to, nu er vi syv. Hun tager sin tid. Forklarer bagefter, at hun måtte købe ind i flere forretninger af frygt for stikkere, der kunne opdage, at hun gjorde så store indkøb.
Vi børn får besked på ikke at åbne døren, hvis nogen banker på. Hvis der sker noget, skal vi gemme os under sengene. Fiskeren siger, at han vil gå på havnen og undersøge, om han kan finde nogen, der vil bringe os til Sverige. Senere på natten står vi på en stensætning, i Øresund, og venter på en båd, hver med en lille kuffert.
Det er oktobermørkt, mine klassekammerater sover trygt derhjemme. Jeg står med min familie og venter på at blive reddet fra død og ulykke af en fiskerbåd, der aldrig dukker op.
3. oktober
Vi er lukket inde, uden mulighed for at handle. Totalt afhængige af gode menneskers indsats. Uden viden om, hvad der sker uden for huset. Frygt for at tyskerne, når det skal være, vil dukke op i Sletten og gennemsøge husene. Vi børn ved kun lidt om tyskernes jødeforfølgelser i resten af Europa, men mine forældre ved, at året før blev de norske jøder deporteret.
Der var ingen grund til at tro, at der ikke ventede os samme skæbne. Fiskeren søger efter en ny flugtmulighed. Den nat sidder vi i en stor hvid villa ved kysten sammen med andre på flugt. Stuen ligger hen i mørke, hvide ansigter. Ingen taler.
Efter lang venten kommer studenten, der står for flugtruten. »Ikke i nat. Måske i morgen«. Hans hænder var blodige af anstrengelsen ved at trække i robådens tunge årer. Vi banker atter på hos fiskeren. Der er ikke nej i hans mund.
4. oktober
Fjerde dag på flugt. Jeg husker ingen gråd, kun hvisken mellem min far og fiskeren. Og mellem min far og mor. Det banker på døren. Vi gemmer os under sengene, min far i et skab. Mere end noget andet har dette øjeblik ætset sig ind i min erindring: fornedrelsen. Min far i et skab. Faren af hvem vor sikkerhed var afhængig.
Den rolle havde han udfyldt livet igennem. Fiskeren åbner. En mandsstemme spørger, på dansk, om vor vært kendte noget til familien Pundik. Fiskeren siger nej, men min far genkender stemmen, P. Nicolaysen, en af min fars forretningsbekendte var i desperation kommet til Sletten fra Ålsgårde for at finde os.
Senere på dagen bliver vi hentet af en ambulance, der måske kunne afværge tysk inspektion på vejen til Ålsgårde. Vi bliver sat af i udkanten af en skov og får besked på at orientere os efter et stort Dannebrog, der vajer over Nicolaysens hus ved kysten. Undervejs snubler og falder min far over en trærod. Jeg hjælper ham op.
Det er et vendepunkt i vort fader-søn-forhold. To mennesker, der løber for livet, ét liv. Nicolaysen har fundet en fisker, der vil bringe os over Sundet. Væk fra tyskerne. Vi sidder sent på natten og venter på signalet. Det ringer på døren. En oktobernat, under besættelsen, undtagelsestilstand, udgangsforbud.
Hvem ringer på døren en sådan nat? Nicolaysen åbner. Døren smækker i, han kommer tilbage og siger: »Det var Gestapo«. Vi havde været en håndsbred fra fangenskab. Hvorfor undslap vi? Hvem skal vi takke for livet? Signalet kom. Det var tæt på daggry. Vi løber over kystvejen, ned til den åbne strand. En mand ventede med en jolle. Han roede os ud til kutteren.
Før jeg gik under dæk, vendte jeg blikket mod stranden. Hvem kunne vide, om vi nogensinde ville komme hjem igen. På stranden lå fiskerens kone og hr. og fru Nicolaysen på knæ med foldede, opstrakte hænder og bad for vor frelse. Motoren startede, kutteren satte kursen efter Höganäs, på svenskesiden. En mand, klemt inde mellem min far og mig, udtalte med bævende stemme den jødiske trosbekendelse på Bibelens sprog.
Så lød de forjættende ord, Välkomnatil Sverige, fra en svensk patruljebåd. Vi sang ’Der er et yndigt land’, medens solen stod op, og ’Du gamla, du fria’.
5. maj
Hjem med den danske brigade.
1. april, 1948
På vej som frivillig sammen med 35 andre, størsteparten eksbrigadesoldater, til den israelske uafhængighedskrig. For at betale af på en gæld til manden i Holte, til fiskeren og hans kone i Sletten, til Nicolaysen og kone, til vor sidste, ukendte fisker. Og måske også til forsynet.
fortsæt med at læse
