Det var en triumf med mange flere dimensioner end den rent personlige glæde ved at være verdens bedste på dagen, da Tine Rasmussen i forgange weekend vandt All England-turneringen i badminton. Hun vandt definitivt en billet til OL i Beijing. Hun vandt en plads i historiebøgerne blandt de nu otte danske kvinder, der har vundet den traditionsrige engelske turnering. Hun vandt over gentagne skader. Og hun vandt ikke mindst en knusende sejr over fordomme og skepsis på grænsen til forhånelse. Det er nemlig ikke en gang mere end fire år siden, at Tina Rasmussen nærmest døgnet rundt måtte lægge øre til omgivelsernes sang om, at ’der aldrig kommer en anden Camilla Martin’, mens hun knoklede på livet løs for at bide sig fast i verdenseliten. Rigtigt er det, at der aldrig kommer en anden Camilla Martin, for hun var en ener i sporten. Men der kom en Tine Rasmussen, som vendte et overvældende negativt forventningspres til en personlig opblomstring og succes. Fordi de havde et langt parallelt karriereforløb, når Tine Rasmussen aldrig at vinde lige så mange danske mesterskaber som Camilla Martin. Og der er heller ikke nogen, der siger, at Tine Rasmussen kommer til at sikre sig en af de store titler – OL eller VM, som Camilla Martin vandt. Men det står nu urokkeligt fast, at den nybagte All England-mester har vist, at hun kan slå alle kvinder i verden på en badmintonbane. Det har hun gjort på vej mod sejr i hele tre af de såkaldte Super Serie-turneringer i denne sæson med mest opmærksomhed rettet mod den seneste i Birmingham, selv om det måske i virkeligheden er mere bemærkelsesværdigt, at Tine Rasmussen har nedkæmpet de kinesiske konkurrenter i asiatiske haller. Traditioner, masser af europæiske tilskuere i hallen og dansk tv-eksponering på et anstændigt tidspunkt har utvivlsomt spillet en rolle, da All England-mesteren straks efter finalen kaldte det karrierens højdepunkt, mens hun blev hyldet af en trænerstab, der også kender sangen om arven efter Camilla Martin til hudløshed. Slidte ben har fået Tine Rasmussen til at droppe denne uges turnering i Schweiz, så den umiddelbare reaktion på succesen lader vente på sig. Under alle omstændigheder står det dog klart, at den danske triumfator kommer til at kæmpe hårdt for at holde fast i offentlighedens opmærksomhed. Til trods for, at hun nu gentagne gange har bevist, at hun kan vinde turneringer med hele verdenseliten som konkurrenter, så må Tine Rasmussen formentlig leve med, at der skal nye sejre – ikke semi- eller kvartfinaler – til, for at hun igen kan trække overskrifter. Hvordan kan det være, når eksempelvis Caroline Wozniacki får usædvanlig meget opmærksomhed, selv om hun endnu ikke har været blot i nærheden af en turneringssejr på højeste niveau? Ikke et ondt om det danske tennistalents præstationer – hun gør det fremragende, arbejder hårdt og holder en opadgående kurs på verdensranglisten. Men hvordan kan det være, at tennis er så meget mere interessant end badminton, at nr. 47 i verden generelt får så uendelig meget mere omtale end hende, der gang på gang slår de allerbedste i damesingle eller for den sags skyld alle andre danskere i verdenseliten? Om det er urimeligt eller ej, skal det næppe være en badmintonveteran og –tilhænger som denne skribent, der afgør. Men en undren er vel på sin plads?