Med stor forudsigelig falder aktørerne i politiske spil stadig oftere for fristelsen til at profilere sig med markante holdninger i enkeltsager, der er så meget lettere at afkode og forstå end overordnede helhedsbetragtninger og partiprogrammer. Lige nu er det således både let og populært at mene, at sensommerens OL i Beijing skal boykottes i generel protest mod den kinesiske krænkelse af menneskerettighederne og i aktuel sympati med det undertrykte tibetanske folk. Det er uhyre vanskeligt at mobilisere fantasi til at formulere blot nogenlunde fornuftige argumenter imod, at ethvert menneske har de fundamentale rettigheder, der blev vedtaget af FN for snart 60 år siden. Til gengæld er det åbenlyst diskutabelt, om en boykot af de olympiske lege er et rigtigt og realistisk våben at benytte i kampen for de rettigheder. Indlysende er det, at eksempelvis en delvis europæisk boykot af OL – i en række lande vil en sådan overhovedet ikke komme på tale – kun vil have symbolsk værdi. Den vil ikke forhindre legene i at blive afviklet, det kinesiske styre vil snarere end at rokke sig stå endnu mere fast og dialogen mellem de vestlige demokratier og den kommunistiske top vil næppe ligefrem blomstre. Symbolske handlingers gennemslagskraft skal ikke nødvendigvis undervurderes, men det forekommer nu en tand for billigt, at politiske væsener – langt de fleste uden det mindste kendskab til og erfaring fra olympiske lege, endsige idrættens verden – vælger at pege på 16 dages sportskonkurrencer i Kina som den oplagte mulighed for at manifestere en protest mod det mægtige land. Velskårne politiske tunger vil sikkert alligevel kunne argumentere for, at netop en isoleret international aktion mod OL vil have langt større effekt i kampen for menneskerettigheder end eksempelvis handelsboykot eller andre økonomiske sanktioner. Det vil bare være svært at tro på. Til gengæld bliver det nok vanskeligere at få de samme politikere til at tage ansvaret for helt at nedlægge eliteidrætten, som vi kender den i dag. Men det ligner altså i høj grad konsekvensen af en vestlig boykot af OL, for Kina og tvangssympatisører vil utvivlsomt svare igen med en boykot af legene i London om fire år. En tilsvarende politisk devaluering af den olympiske idé sendte projektet på tvangsauktion og efterfølgende kravlende genopbygning efter legene i 1980 og 1984, men den proces overlever bevægelsen ikke en gang til. Derfor skal de aktuelle fortalere for boykot være klar til at stå til regnskab for sportens nationalhelte (og ikke mindst de indflydelsesrige og pengestærke interessenter bag dem) og kunne give dem et bud på, hvad de så skal lade sig motivere af. Men hvad skulle det være? Et halvt OL? Næppe. Lad os derfor få svar på, hvorfor boykot er bedre end dialog netop i de 16 dage, OL varer? Hvorfor overhøre anbefalinger fra eksempelvis Amnesty International og Dalai Lama om at afholde os fra boykot? Hvorfor skal danske og andre vestlige politikere ikke udnytte den enorme medieopmærksomhed til at banke på de kinesiske magthaveres døre med insisterende vilje til at diskutere demokrati? Hvad er det gavnlige i at begrænse den livsbekræftende mellemfolkelighed, de olympiske lege giver anledning til for både atleter, idrætsledere, tilrejsende tilskuere og kineserne? Hvorfor ikke benytte os af, at dørene under OL står lidt mere åbne, end de plejer i Kina?