0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mange tak for boykotten

Søren-Mikael Hansen
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Med dette meget lange indlæg skal lyde tak, tak, tak og mange tak til Jon Dahl Tomasson og hvem det ellers var, der den sene onsdag i sidste uge besluttede sig for, at fodboldlandsholdet for en enkelt aften ville boykotte pressen ved at nægte at sætte ord på glæden over sejren over Portugal.

Takket være ’aktionen’ fra landsholdsspillerne har Politikens – og formentlig også alle andre mediers – sportsredaktion nemlig fået meget direkte respons i et hidtil uset omfang fra særdeles engagerede læsere. Enkelte af reaktionerne er formuleret i et direkte ubehageligt tonefald, men det er til at overhøre, når de ikke hovedbudskaberne, som medierne naturligvis må tage alvorligt.

På Politiken er der selvfølgelig størst interesse for de reaktioner, der knytter sig direkte til Politikens journalistisk – alt andet ville da være underligt. Det gør det samtidig lidt vanskeligere at gøre brug af nogle af de meget kontante anbefalinger, for mange læsere synes at rette sit kritiske skyts mod ’pressen’.

Jeg vil tillade mig at ’tematisk’ at udvælge reaktioner fra denne blog, mails og debatindlæg og knytte kommentarer til dem:



Det er klart, at jeg i mit job ser ganske selvkritisk på branchen, men trods alt interesserer mig mest for, hvordan Politiken driver sin journalistik om sport.

At en læser kalder den »ringe« er selvsagt ikke opmuntrende, men hvis et af kriterierne for ringe journalistik er at spørge »Hvad føler du lige nu«, så er jeg lidt mere rolig: man skal aldrig sige aldrig, men det spørgsmål er jeg ret sikker på, at en journalist fra Politikens sportsredaktion vil gøre nærmest alt for at undgå at stille en udøver.

En overdreven negativ linje har jeg også svært ved at få øje på i Politikens dækning af sport. Som i resten af avisen går vi efter fairness og så tilstræbt objektivitet som muligt, men modtager selvfølgelig gerne eksempler, lige som jeg og resten af redaktionen hellere end gerne modtager konstruktiv kritik i den forbindelse.

Politiken springer de ligegyldige interviews over



Igen: det er ikke den slags spørgsmål, Politikens udsendte medarbejdere stiller til fodboldspillere og andre sportsfolk. Derfor er det på sin vis opmuntrende, at læsere erklærer sig ligeglad med både spørgsmål og svar, for det er da rigtigt, at indholdet af sådan en samtale ført lige efter en kamp sjældent er særlig interessant.

Politiken tager kritik alvorligt



Selv når de værste og i denne sammenhæng overflødige angreb på min person er skåret fra, rummer reaktioner en massiv kritik af den journalistik, der i Danmark bedrives om sport. Det er selvfølgelig en kritik, jeg og vi på Politiken gerne vil tage meget alvorligt.

I den sammenhæng ser jeg – som beskrevet indledningsvis – den intense meningsudveksling, landsholdets boykot har ført med sig, som en oplagt mulighed for yderligere dialog. Derfor vil det være uhyre givtigt, om forfatterne af ovenstående (eller andre) vil uddybe:

Hvor, hvordan og hvornår er det, at Politiken bedriver ’bundjournalistik’ om sport?

Hvor, hvordan og hvornår er det, at Politiken »pisser på folk« i journalistikken om sport?

Hvad er det for et overskriftræs, Politiken ’kører’ om sport?



Jeg synes i den grad, at vi på Politiken tager sportsnyhederne alvorligt.

Netop af den grund bruger vi ressourcerne på så konstruktivt som muligt at analysere, hvad der foregår i sportens verden.

Det er ikke Politiken, synes vi selv, der løber efter de overfladiske og meget personfikserede sportsnyheder. Kræfterne bliver i stedet brugt på at analysere begivenheder, undersøge og beskrive sammenhænge og sætte læserne i stand til forhåbentlig lidt bedre at forstå, hvad der sker, når de oplever den underholdning, som sport på eliteplan ikke at forglemme også er.

Politiken står ved sin holdning til boykotten



Nej, Politiken bestemmer naturligvis ikke, hvem der taler med hvem hvornår.

Som nogle læsere er enige med Politiken i, så er det – set herfra – imidlertid et problem, at spillerne ikke kan se hvilke forpligtelser, der naturligvis burde følge med deres privilegerede levevej. Ikke døgnet rundt, ikke over alt i verden, men bestemt på de tidspunkter, hvor de udfører et arbejde, der udelukkende har værdi (og endda en høj en af slagsen) takket være den offentlige interesse, som medierne formidler.

Var den eneste mulighed for at overvære og følge med i eksempelvis fodbold at møde op på stadion, så havde hverken danske landsholdsspillere eller andre nået blot en brøkdel af det lønniveau, de befinder sig på i dag.

Derfor er og bliver det en del af arbejdet at stå til rådighed for pressen.

Når Peter Schmeichel bliver fremhævet som eksempel af Søren Olsen, så er det fordi den store målmand til fulde var (og er) sig de nævnte sammenhænge bevidst og derfor som spiller gav interviews i de situationer, hvor det var forventet. Det gjorde han i et gensidigt professionelt forhold, hvor han til gengæld – truende, brutalt og skræmmende, som Søren Olsen skrev – nok skulle gøre den enkelte journalist opmærksom på, hvis ord var blevet lagt ham i munden, fordrejet eller overfortolket. Det var sjældent rart for den pågældende journalist at opleve, men til gengæld åbent og direkte.

En af de pointer, jeg forsøgte at formulere i min kommentar til boykotten, var, at det aldrig var kommet til sådan en boykot, hvis de aktuelle landsholdsspillere ville tage tilsvarende direkte ’konfrontationer’ med enkelte journalister eller hele redaktioner, de måtte føle sig dårligt behandlet af, i stedet for at ’gemme sig’ bag den kollektive aktion uden præcist defineret mål, der fik mig til at anvende udtrykket ’tøsedrenge’.

Skriv direkte til Politiken



Som det forhåbentlig af ovenstående, modtager Politikens sportsredaktion meget gerne konstruktiv kritik som udgangspunkt for selvransagelse, hvis det er behov for en sådan.

Selvfølgelig står jeg på Politikens vegne ved den holdning, at boykotten var en ualmindelig dårlig idé. Den blev udtrykt i en kommentar over én spalte i fredagsavisen og understøttet i Olsens Inderside dagen efter, mens der begge dage blev brugt væsentlig mere spalteplads på at behandle den sportslige indsats i Portugal. Derfor synes begrebet ’selvsving’ set herfra at være overdrevet i beskrivelsen af Politikens behandling af boykotten, men læsernes opfattelse kan stadig være en anden.

Derfor er flere kommentarer – både til behandlingen af boykotten og til sportsjournalistikken – mere end velkomne.

Uden at udelukke nogen vil det i dette forum selvfølgelig være mest interessant, hvis kommentarerne drejer sig konkret om sportsdækningen i Politiken snarere end i ’pressen’, som kan stå som en skydeskive, der kan blive ramt, uden at nogen tager ansvar for det.

Hvad gør Politiken godt, hvad gør Politiken skidt i journalistikken om sport – skriv her eller direkte til mig på s-m@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu