Egentlig er det ganske sympatisk, at europæisk fodbold i den kommende sæson vil eksperimentere med at have seks dommere i stedet for de nuværende fire i aktion under kampene i Europa League, afløseren for UEFA Cup. De ekstra dommere skal være placeret bag hver sit mål for primært at lægge en dæmper på ulovlighederne under de ofte ret voldsomme nærkampe mellem forsvarere og angribere. Den målsætning er det unægtelig vanskeligt at have noget imod. Når der alligevel kan være anledning til at rette kritik mod forsøgsordningen, er det fordi den mest af alt ligner endnu en undskyldning for at udsætte den nødvendige beslutning om at bruge tv-billeder til at afgøre, hvad der skal dømmes i tvivlsomme situationer. Det er og bliver uholdbart, at hele verden kan se, at dommeren begår afgørende fejl i kampe på højeste plan, sådan som det eksempelvis skete i Champions League-semifinalen mellem Chelsea og FC Barcelona. En række kendelser – eller mangler derpå – kunne måske diskuteres, men i hvert fald ét straffespark til hjemmeholdet blev overset, da bolden blev stoppet af en spansk arm i feltet. Fejlen udløste groteske raserianfald fra spillerne på banen, larmende frustrationer på tilskuerpladserne, en efterfølgende langvarig mediestorm og en utilstedelig hadekampagne inklusive påståede mordtrusler mod dommeren. Forløbet, som ingen kan være tjent med en gentagelse af, kunne helt være undgået, hvis dommer Tom Henning Øvrebø havde fået hjælp af tv. Romantiske nostalgikere har varierende argumenter mod brugen af tv-optagelser: ’Det er en del af spillet, at afgørelserne beror på dommerens skøn’. Ja, det er det – og det kan det blive ved med at være, men det skal da aldrig blive et argument for at acceptere fejl, som alle andre end dommeren selv kan se. ’Kampene bliver afbrudt alt for mange gange’. Nej, for selvfølgelig skal hver eneste kendelse i en kamp ikke træffes ved brug af tv-billeder. Der skal laves regler og begrænsninger for brugen af den mulighed på dette som på alle andre områder. ’Afbrydelser til tv-afgørelser ødelægger publikums oplevelse’. Nej, tværtimod. Erfaringer fra amerikansk sport – eksempelvis football og ishockey – og senest tennis viser, at ventetiden og tv-juryens afgørelser skaber både ekstraordinær spænding i en kamp og kommercielle muligheder. Lige så længe, som diskussionen har stået på, er den teknologiske udvikling buldret videre. Det må være på tide, at den bliver taget aktivt i brug i fodboldens verden.