Netop som et hårdt presset EU kæmper for at holde sammen på tropperne og skabe en bankunion og måske en ny traktat, må Europas ledere erklære sig ude af stand til at lave et fælles budget for fremtiden. Det er konstateringen, efter at medlemslandenes topledere i aftes lod ekstremt vigtige forhandlinger om unionens langtidsbudget falde fra hinanden efter kun halvandet døgns mundhuggeri om myriader af modstridende nationale interesser. På den ene side er sammenbruddet naturligvis ikke altødelæggende for EU-samarbejdet. Det er heller ikke enden på historien om det næste syvårige rammebudget for 2014-2020, for forhandlingerne vil blive genoptaget efter nytår. På den anden side er det et mildest talt miserabelt politisk signal fra en union, der i forvejen er truet af euroens gældskrise og en voksende splittelse, som de kommende par år enten kan knække møntunionen eller sende Storbritannien på vej mod udgangen. Eller begge dele. »Vi får brug for mere tid til at gøre det her færdigt, så vi mødes igen i begyndelsen af næste år. Dette er et budget for det næste årti, og de næste syv år bliver afgørende for os«, sagde EU-præsident Herman Van Rompuy, da hans intense forsøg på at overbevise lederne var kørt fast. »Men der er ingen grund til at overdramatisere dette. Sådan var det også sidste gang«, sagde Rompuy, med henvisning til at der også skulle et sammenbrud og et nyt topmøde til, da EU’s ledere i 2005 vedtog det nuværende rammebudget. Rompuys umulige regnestykke Sådan skal en god forhandlingsleder sige i selv den mørkeste stund. Det er dog værd at huske på, hvordan selv samme Herman Van Rompuy i månedsvis har advaret om, at der denne gang absolut skulle findes en aftale i første hug for ikke at tilføje unionens troværdighed stor skade. Alligevel var det i høj grad en forudsigelig fiasko, da Storbritanniens premierminister i går førte an i diverse landes kamp for de nære, letforståelige interesser som rabatter og mere eller mindre nationalt fordelagtige støtteordninger. Mens Frankrigs præsident som sædvanlig forsvarede landbruget og de syd- og østeuropæiske lande sloges for strukturfondenes regionale støtte. Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, plæderede sindigt for at give mere tid til »en god og robust aftale frem for at forhaste sig« – alt imens britiske David Cameron »forsvarede skatteyderne« og krævede lavere udgifter til alt inklusive lønninger og pensioner blandt EU’s ansatte. Van Rompuys forslag om at skære næsten 170 mia. kr. i udgiftsloftet i forhold til rammebudgettet for 2007-2013 rokkede ikke David Cameron en tøddel. Og da EU-præsidenten begyndte at flytte omkring 140 mia. kr. tilbage til den gamle landbrugs- og regionalstøtte, mens han skar omkring 100 mia. kr. i fremadrettede projekter om forskning, teknologi og infrastruktur, var løbet kørt. Det er ganske enkelt ikke muligt at få regnestykket til at gå op, uden at der skæres både i de gamle ordninger og i alle de nye projekter for at skabe vækst og job, som regeringslederne også vil have. Fly uden motor i stormvejr »Både David Cameron og mange af de andre ledere siger, at de vil bruge EU’s penge bedre for at skabe job og vækst. Men det var jo ikke det, de talte om på det topmøde. Det handler bare om at spare penge eller få penge hjem igen, fordi den er gal derhjemme«, siger John Springford fra EU-tænketanken CER i London. Det er altid dramatisk at få unionens rammebudgetter på plads. Men denne gang er det som at »flyve et fly uden motor gennem det værste stormvejr nogensinde«, som en diplomat tæt på forhandlingerne sagde i aftes. EU’s sædvanlige fransk-tyske motor sprutter, briterne siger nej til alt, og den økonomiske krise ryster hele maskinen som aldrig før. Efter fire år med bankkrak, panikredninger, voksende gæld og ledighed - og uden udsigt til vækst foreløbig - er det svært at få øje på, hvorfor det skulle være nemmere at lave en budgetaftale i januar. Derfor er kansler Merkel og andre også begyndt at kigge efter en nødudgang. I går gentog tyskerne muligheden for, at 26 lande kunne lave en politisk aftale om budgettet uden om briterne. Den kunne man så have i baghånden, hvis David Cameron blokerer igen. Det ville være en yderligere cementering af unionens splittelse. Og det varsler ilde for den afgørende aftale om bankunion, som de selv samme europæiske topledere gerne skulle indgå på endnu et topmøde om bare tre uger.