Da Politikens kritikerskole ville sætte underklassen til debat, så skete det ved at invitere to debattører, der har haft en opvækst i belastede underklassemiljøer. Der var tale om den liberale velfærdsstats-bekæmper Karina Pedersen og den mere velfærdsstats-venlige Lisbeth Zornig - så er det politiske spekter dækket, og der er lagt op til en nuanceret debat, skulle man mene. Men hvad er det lige præcis, der definerer disse to, ellers sympatiske, debattører? De er blevet givet en mikrofon og en plads på talerstolen af systemet Politiken ved netop ikke at tilhøre den (etnisk danske) underklasse mere. Tilføj dertil et publikum på 150 privilegerede unge mennesker, der, for langt de flestes vedkommende, ikke har megen praktisk erfaring med debatemnet. Således er systemet Politiken klar til at debattere underklassen. I biologiundervisning giver det mening ikke at give frøen ordet, når denne debatteres, men i en samfundsmæssig debat, så burde det fremstå umiddelbart absurd for Politiken ikke at invitere den debatterede samfundsgruppe. Men det gør det ikke. Hvorfor?
Vi tror, vi er underklassens velformulerede repræsentanter. Dette gør vi, da vi forsøger at holde fast i, at hovedforklaringen på skellet mellem underklassen og os ligger i det klassisk økonomiske spørgsmål om indkomstfordeling - for i så tilfælde er vi jo stadigvæk deres beskyttere med vores fokus på højt skattetryk og stor omfordeling. Sandheden er dog, at både vores humanistiske værdisystem som Politiken-læser og vore økonomiske interesser står i skærende kontrast til underklassens. Og værre endnu, vi anerkender ikke denne kløft.
