"Vil du med hjem til mig og drikke en kop kakao efter skole?" Hvis det spørgsmål kom fra en folkeskole- eller gymnasielærer, ville du nok rynke på næsen, og det forslag ville have beskidte bagtanker i dit hoved. I hvert fald hvis du kommer fra min generation. Vi lever i dag i et samfund, hvor lærere og pædagoger er i frygt for at blive anklaget for pædofili eller andre grusomheder. Vi ejer ikke længere et gram tillid til undervisere, når det kommer til relationer, der spænder ud over det faglige felt. Men hvis disse relationer distanceres og autoritetsgøres, risikerer vi at tabe underklassens børn på gulvet.
Jeg mener grundlæggende at for at give mennesker en chance for at bryde ud af underklassen, skal vi have fat i en massiv sekundær socialisering i form af ressourcestærke lærere og pædagoger, der udover at undervise i verbalbøjninger og andengradsligninger yder en ekstra indsats. Vi skal have lærere, der tør række ud og opsøge kontakt til de elever, der har brug for et andet indspark i dagligdagen. Hvis en svag elev kommer fra et underklassehjem og dertil følgende omgangskreds, er det svært at se andre fremtidsmuligheder, og man vil naturligt finde sammen med ligesindede. Men hvis vi forestiller os, at nævnte elev gennemfører folkeskolen og endda starter på en gymnasial uddannelse, hvor der er en lærer, der inspirerer og viser en anden vej, kan det gøre hele forskellen.
