Pakkeforløb er velstrukturerede behandlingsforløb med en oftest på forhånd bestemt behandlingsstrategi for de mest gængse sygdomme. De har om noget været med til at forbedre behandlingen af en række folkesygdomme som sukkersyge, kræft og hjerte-karsygdomme. Og de er hovedårsag til den stadigt mere vidtgående specialisering af lægefaget.
Politikenlæseren og den hjemløse
Lad os forestille to scenarier af diagnosticering og behandling af tyktarmskræft: Rasmus, den gennemsnitlige Politikenlæser og Michael, hjemløs og tidligere stofmisbruger. Rasmus går til læge efter at have opdaget blod i afføringen, hvilket vil føre til hurtig udredning og uproblematisk indtræden i pakkeforløb. Desuden vil ingen tidligere sygdom, gode pårørende samt aktiv livsstil og høj socioøkonomisk status gavne prognosen. Også indvilligelse i behandlingen og god sygdomsforståelse har en betydning. Anderledes ser det ud for Michael, som pga. stofmisbrug og anden usund livsstil har en 10-20 år ældre krop end den faktiske alder med talrige større og mindre symptomer på sygdom. Han reagerer ikke i første omgang på blod i afføringen, fordi i stofmisbrugsperioden sås det ofte. Endelig hos lægen er han ikke en let patient at tolke. Han må fra afdeling til afdeling, fordi smerterne først anses som hjerte-, dernæst lunge- og så rygproblemer, før kræften findes i tyktarmen og diagnosen stilles. Michael har heller ikke en pårørende med til at hjælpe med at give en mere udfyldende sygehistorie og nøjagtig angivelse af medicinforbrug. Pakkeforløbet bliver derfor ikke struktureret optimalt. Senere i behandlingen møder han ikke op hver gang til kemoterapi, og det forværre yderligere prognosen.
