Vi er begge vokset op med stisystemer gennem hjertet i en lille fredelig forstad. Vi boede begge i et almindeligt rækkehus, og vi gik i klasse sammen. Jeg var elendig til alt det faglige, du var blandt de bedste. Kan du huske kasserne med Søren og Mette-bøger, der stod på et bord bagest i klassen? En dag stødte vi hovederne sammen dernede. Er du ikke kommet længere? spurgte du mig lidt overrasket. Du var femten Søren og Mette-bøger foran mig. Alligevel var det dig, der blev mobbet, og det var dig, der i sidste ende blev nødt til at flytte skole.
Ingen rammer Vi havde det svært i skolen på hver vores måde. Hverken du eller jeg passede ind. Men det var som om, du bar rundt på en mere uhåndterlig byrde end mig. Og det var, på trods af, at det var mig, der på papiret havde de dårligste odds. Men der var noget, der gjorde din skoletid ekstra svær. Der er ingen tvivl om, at de trygge rammer, jeg havde i mine forældres hjem, betød alt for mig. Her havde jeg altid en sikker base, jeg kunne vende tilbage til, når intet syntes at lykkedes. Måske var det de faste rammer, som du ikke havde? Jeg mindes engang, hvor min mor ringede til din mor for at høre, om du måtte komme med os i skoven. Din mor bekræftede. Det måtte du godt, sagde hun og tilføjede så, at hvis du blev besværlig, skulle min mor bare lappe dig et par på skrinet.
